Hvert år forvandler Roskilde festivalsområde sig til en by i byen. Vi er nu mere end halvvejs inde i årets festival, som ifølge døgnrapporter hidtil har budt på en række anmeldelser om overfald, sædelighedsforbrydelser og et overvågningskamera på toilettet.
Det viser en gennemgang af Midt- og Vestsjællands døgnrapporter fra årets festival.
Antallet af anmeldelser om blandt andet voldsepisoder, voldtægter og narkotikabesiddelse ligner på nuværende tidspunkt sig selv.
Kommunikationsrådgiver Martin Bjerregaard understreger dog, at det ikke kan fastslås med sikkerhed, om der vil være en udvikling, før festivalen er overstået. Men hidtil har kriminaliteten begået på årets festival ikke fået Midt- og Vestsjællands Politi til at »spærre øjnene op.« Festivalen forløber som den plejer.
»Det ligner sig selv, men nogle af sagstyperne har vi lidt mere fokus på, da der er personer, som bliver krænket ved enten vold eller sædelighedsforbrydelser,« siger Martin Bjerregaard.
Ifølge politiets statistik var der 3. juli hidtil indgivet syv anmeldelser om vold. Sidste år var der sammenlagt 11 ialt. Året før i 2017 var der ni, og i 2016 blev der indgivet 14 anmeldelser.
En brækket arm
En af festivalens hidtil mest bemærkelsesværdige sager er det angiveligt voldsomme overfald på en 18-årig mand fra Bagsværd, som efter flere slag og spark har brækket armen, fået revet skulderen af led og derudover har fået tildelt flere skrammer. Mandens mor anmeldte episoden tirsdag 2. juni kl. 14.28 efter, at han havde været på skadestuen og nu befandt sig hjemme.
Dagen før, mandag, pådrog en 16-årig mand fra Ølstykke sig en hjerneblødning og seks ødelagt tænder under et overfald, efter selv at have overfaldet en 20-årig kvinde fra Lejre med et slag i ansigtet. Den 16-årige er sidenhen blevet sigtet for slaget mod kvinden, som faldt omkuld og kortvarigt mistede bevidstheden. Flere tilstedeværende troede ifølge politiets døgsrapport, at kvinden havde fået hjertestop. Kvindens 20-årige kæreste, en mand fra Roskilde, overfaldt herefter den 16-årige, og det har medført en sigtelse »legemsangreb af særlig rå og brutal karakter«.
En anden 18-årig mand fra Hørsholm anmeldte tirsdag ligeledes et røveri og overfald angiveligt begået af fem personer. Manden vågnede i sit telt, da en fremmed mand var inde og rode. Manden forlod hurtigt teltet med anmelderen efter, men udenfor stod fire personer, som tildelte den 18-årige mand slag og spark i forsøget på at slippe væk med tyvekoster fra teltet. Den 18-åriges ven, en 17-årig mand fra Vedbæk, kom ham til hjælp, men blev herefter også overfaldet.
Politiet oplyser, at både det og festivalpersonalet har fokus på, at det er nemt at bryde ind i telte, og af hensyn til risikoen for tyveri råder politiet festivalgæsterne til ikke at medbringe dyre værdigenstande. Indtil videre er der blevet anmeldt 96 tilfælde af tyveri fra campingpladsen. Sidste år endte antallet på 399 tilfælde.
Voldtægter og krænkelser
Af politiets statistik fremgår det, at der 3. juli er blevet indgivet fem anmeldelser for voldtægt. Det er to mere end i 2018 og indtil videre én mindre end i 2017.
Mandag kl. 11.05 henvendte Center for Voldtægsofre sig til politiet, da en 20-årig kvinde fra Aarhus havde henvendt sig med en mistanke om, at nogen havde krænket hende seksuelt. Da hun i løbet af natten var blevet dårlig, havde en fremmed mand tilbudt at hjælpe hende, og de var sammen gået til hans telt, hvor manden blev nærgående. Kvinden forklarer, at hun afviste manden, faldt i søvn, og da hun vågnede næste morgen var hendes trusser trukket ned, og der var nu også flere andre mænd i teltet.
Politiets døgsrapporter viser også, at en 18-årig kvinde fra Roskilde natten til onsdag tog kontakt til politiets patrulje og anmeldte en voldtægt. Kvinden havde i løbet af aftenen flirtet med en mand og sagt ja til at sove i mandens telt, og han havde i løbet af natten gjort tilnærmelser til samleje. Kvinden forklarede, at hun klart og tydeligt havde afslået, men at manden herefter gennemførte fuldbyrdet samleje mod hendes vilje. Kvinden forlod efterfølgende teltet, og det fremgår, at hun skulle undersøges på Rigshospitalet og efterfølgende afhøres af politiet for at klarlægge konkrete omstændigheder og identificering af manden.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at der i løbet af i går og i nat har været enkelte blufærdighedskrænkelser. Både i campingområdet og ved sceneområderne inde på festivalpladsen. Det drejer sig blandt andet om »beføling uden på tøjet« under koncerter.
Et kilo hash
Derudover fortæller Martin Bjerregaard, at politiet altid holder øje med nye tendenser og misbrugsproblematikker, men at det igen i år - som vanligt - er hash, der er dét primære stof, der bliver indtaget på festivalen. Indtil opgørelsen 3. juli havde politiet konfiskeret lidt over et kilo hash og næsten 400 gram marihuana og skunk. Derudover lidt mere end 100 joints.
Politiet har desuden beslagtlagt mere end 22 gram kokain og næsten otte gram MDMA, og slår ned på alle former for stoffer, understreger Martin Bjerregaard. Uanset hårdheden.
»Et stof der er ulovligt i hverdagen, er også ulovligt på en festval. Der er ikke carteblanche til at have ti gram hash med til en uges forbrug på festivalen,« siger han.
35 bortviste rumænere
En af festivalens mere bemærkelsesværdig sager blev anmeldt onsdag middag, hvor en 20-årig mand fra København fortalte politiet, at han havde fundet og fjernet et kamera, som befandt sig inde på et af festivalens toiletter. Manden fjernede kameraet, men trods hans gode intentioner viste det sig, at der var tale om en censor, som med grønt eller rødt lys viser om der er ledigt eller optaget på det pågældende toilet.
En anden af de mere iøjnefaldende sager var politiets bortvisning af 35 rumænere søndag eftermiddag, hvor de opholdt sig i et af festivalens venteområder en time efter campingområdets åbning, selvom de ikke havde hverken billet eller armbånd til festivallen. De fik alle en afgift på 3500 kr. af Roskilde Festival.
»Rumænere er en af de nationaliteter, vi hvert år træffer under omstændigheder, der giver anledning til politiets indgriben. Enten forskellige mistænkelige forhold eller deciderede straffesager. Men vi »kaster vores kærlighed over« kriminel adfærd og anden utryghedsskabende adfærd uanset nationalitet,« siger Martin Bjerregaard.
Midt- og Vestsjællands opgørelse viser da også, at der blandt indtil videre 26 anholdte er tale om tre etniske danskere, tolv øvrige europæere og elleve fra »andre nationer.«
Det er endnu ikke til at sige, hvor mange og hvilke anmeldelser politiet vil modtage de følgende dage, men inditl videre er festivallen altså forløbet som den plejer, oplyser Martin Bjerregaard.
Der er hverken mere eller mindre kriminalitet end normalt.