Overblik: Kina giver militæret lov til »særlige operationer«

Dagens nyhedsoverblik: Berlingske giver dig her et overblik over morgenens vigtigste historier fra os selv og kollegerne på øvrige medier.

Den kinesiske præsident Xi Jinping har ikke entydigt taget afstand fra Vladimir Putins invasion af Ukraine. Alexander Zemlianichenko

Godmorgen og velkommen til et overblik over denne onsdags vigtigste historier.

Vi skal forbi et boblende arbejdsmarked med en ny rekord samt et boligmarked i et lidt andet humør.

Men vi begynder med nyt fra det store udland:

Kinas leder gør klar til »særlige militæroperationer«

Det er blot omtalt i en ret kortfattet artikel af Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua, men det kan få store konsekvenser. Den kinesiske leder Xi Jinping står bag et et dekret, som fra onsdag giver Kinas militær bemuyndigelse til at udføre særlige militære operationer, skriver TV2.dk.

Dekretet består af i alt 59 punkter, som ifølge det statskontrollerede medie Global Times giver Kinas militær forudsætningerne for at udsende fredsbevarende styrker og udføre missioner inden for blandt andet humanitær bistand.

Og det vækker stor bekymring i Asien. Frygten for en kinesisk invasion af Taiwan er nemlig steget siden Vladimir Putins invasion af Ukraine. Formålet er ifølge Xinhua at »beskytte Kinas nationale suverænitet, sikkerhed og udviklingsinteresser« samt »beskytte verdensfreden og stabiliteten i regionen«, skriver TV2.

Kina opfatter Taiwan som en løsrevet kinesisk provins, der hurtigst muligt skal indlemmes til moderlandet.

Udlejere skruer nu op på huslejen

Ifølge Politiken kan op mod 200.000 danske lejemål efter fagfolks vurdering have fået en markant stigning i huslejen i år. Beløbet kan været på op til over 1.000 kroner om måneden. Det sker, fordi udlejere af nyere ejendomme og ældre gennemrenoverede ejendomme typisk kan regulere huslejen efter prisstigningerne på varer i samfundet – det såkaldte nettoprisindeks.

Netop nu stormer inflationen op, og i år er lejen mange steder sat op med fra 2,6 procent til op mod 6 procent afhængig af, hvornår lejen reguleres. Nu advarer lejerforeningerne om, at der venter en regulær bombe 1. januar, hvis den nuværende inflation fortsætter.

»Vores frygt er, at tusindvis af danskere kan få meget svært ved at betale deres husleje, og nogle kommer til at stå uden tag over hovedet i 2023«, siger driftsleder for organisationen Danske Lejere Jørgen D. Jensen til avisen.

Jobmarkedet koger: En million danskere har fået nyt job det seneste år

Det danske arbejdsmarked har sat ny rekord. Hver tredje dansker i arbejde har fået nyt job.

Helt præcist er det 999.921 danskere, der har fået nyt job i perioden marts 2021 til februar 2022. Det viser en opgørelse, som Danica Pension har foretaget på baggrund af tal fra Jobindsats.dk. Det er det, man kalder jobomsætningen.

Samtidig viser nye tal, at der i maj var 38.576 nye jobopslag. Det er det hidtil højeste antal i forårets sidste måned.

Dermed er der noget, der tyder på, at  det store antal jobskifte vil fortsætte.

»Det er opsvinget efter coronakrisen, som vi er i den sidste del af. Det er et meget kraftfuldt opsving, der betyder, at der er mange jobmuligheder,« siger cheføkonom i Danske Bank Las Olsen.

Han fremhæver, at der er masser af faresignaler, som kan bremse den danske jobfest i den kommende tid. Forbrugertilliden er uhyre lav, der er uro i verdensøkonomien, og renterne er på vej op. Det er bare nogle af de forhold, der tegner et noget mindre lyst billede.

Læs historien på Berlingske her.

Tidligere efterretningsfolk undrer sig over dansk hemmeligholdelse af våbendonationer til Ukraine

I sidste uge bekræftede den ukrainske regering for anden gang, at landet har modtaget danske Harpoon-missiler til over ti millioner kroner stykket. Første gang gik den ukrainske forsvarsminister på Facebook med oplysningen. I fredags var det udenrigsministeren, som skrev det på Twitter. Og endnu før da offentliggjorde også den amerikanske forsvarsminister den danske leverance af de avancerede antiskibsmissiler.

Det bemærkelsesværdige er, at den danske regering fortsat afviser at bekræfte eller kommentere, at Danmark sender våbnene. Og det gælder alle våbendonationer siden krigens start i februar, hvor Forsvarsministeriet som en enlig svale sendte en pressemeddelelse ud om donationer af panserværnsraketter og Stinger-missiler.

Det undrer to tidligere topfolk i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som begge har mange års erfaring fra de allermest fortrolige rum i kongeriget.

»Et traditionelt hensyn ville være, at man ikke skal give modstanderen en fordel ved at fortælle, hvad forskellige lande bliver forsynet med eller råder over. Men når så mange lande offentliggør det, og navnlig amerikanerne er åbne om det, giver lukketheden ikke så meget mening,« siger tidligere chefanalytiker i FE, Jacob Kaarsbo.

Han understreger, at han ikke har siddet med ved bordet og derfor heller ikke kender til eventuelle helt konkrete årsager til, at lige præcis Danmark holder donationer for sig selv.

Læs historien på Berlingske her.

Laveste antal bolighandler siden 2016

Boligsidens nye handelstal viser, at i alt 7.790 boliger fik nye ejere i maj. Det er flere end i april, som bød på 6.867 handler, men færre end i marts, hvor der blev solgt 8.188 boliger.

»Boligmarkedet er kommet i modvind i 2022,« påpeger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, i en kommentar til de nye tal.

»Interessen for at købe ejerbolig er ikke nær så stor som tidligere på året. Heller ikke selvom der blev handlet flere boliger i maj sammenlignet med april. Den stigende udvikling i maj skyldes kun, at der blev handlet usædvanligt få boliger i april – og at man derfor sammenligner med et meget lavt niveau,« forklarer hun.

I forhold til den normale handelsaktivitet i maj skal vi da også helt tilbage til 2016 for at finde et lavere antal handler, viser tallene fra Boligsiden, som er ejendomsmæglernes fælles boligportal.

Læs historien på Berlingske her.

Det sker i dag:

  • Piloter og SAS mødes. Næsten 1.000 piloter i SAS har varslet strejke fra tidligst 24. juni. Fordi SAS har hovedkontor i Sverige, er det den svenske forligsinstitution, der skal agere mægler. Mandag mødtes arbejdsgiverne med mægleren, dernæst mødes arbejdstagerne i dag tirsdag, før de efter planen forhandler over for hinanden onsdag.

  • Copenhell 2022 begynder. Festivalen Copenhell, der finder sted på Refshaleøen i København, samler 15.–18. juni metalfans fra både ind- og udland. Blandt hovednavnene på årets festival er Kiss, Metallica, Iron Maiden, Korn, danske DAD og Dizzy Mizz Lizzy.

  • Tjekkiet præsenterer planer for sit EU-formandskab. Den tjekkiske regering, der 1. juli overtager det roterende formandskab for EU, præsenterer sine planer og prioriteter for formandskabet.

  • Flagdag: Dagen i dag er en flagdag, da det er Valdemarsdag og genforeningsdag.