Omdiskuteret byggeri på Amager Fælled frikendes for anklager om skader på naturen
Miljøstyrelsen og Københavns Kommune afviser, at Fælledby gør skade på naturen på Amager Fælled. En beslutning, der skuffer Amager Fælleds Venner, der frygter for naturen og dyrelivet i forbindelse med det kommende byggeri af Fælledby.
Fælledby skal opføres på det område, som flere organisationer kalder »Lærkesletten«, og som ligger bag vandrerhjemmet, der skal rives ned. Asger Ladefoged
De kan deles i to. Dem, der kalder naturgrunden ved Vejlands Allé på Amager Fælled i København, for en gammel losseplads, og dem, der kalder grunden for Lærkesletten.
En afgørelse fra Miljøstyrelsen og Københavns Kommune peger på en sejr til førstnævnte.
Fredag afviste de nævnte myndigheder flere klager og en politisag rettet mod Fælledby, der efter planen skal opføres Amager Fælled. Det oplyser By & Havn i en pressemeddelelse.
Miljøstyrelsen og Københavns Kommune konkluderer, at Fælledby ikke har udført aktiviteter i strid med lovgivningen i forbindelse med tilladelser eller under det indledende arbejde på området.
I februar godkendte et flertal på Københavns Rådhus lokalplanen, der vil gøre det muligt at opføre 2.000 boliger på området, der tidligere var udlagt til losseplads. I dag er området et habitat for blandt andet lærker og vandsalamandre, og byggeplanerne har derfor mødt stor modstand fra Amager Fælleds Venner og Danmarks Naturfredningsforening.
Fælledby igangsatte i slutningen af februar det indledende arbejde for at etablere en byggeplads på området. Arbejdet har medført en politianmeldelse og flere klager til Miljøstyrelsen, idet Danmarks Naturfredningsforening og Amager Fælleds Venner finder, at det kommende byggeri går ud over hensynet til dyr og natur.
Fælledbyen, som arkitekterne har tænkt, at den skal tage sig ud. Henning Larsen Architects
Københavns Kommune og Miljøstyrelsen begrunder altså afvisningen af klagerne med, at ingen regler og love er overtrådt, mens politiet har ligeledes valgt at afvise anmeldelsen. Det sker med henvisning til, at det er en sag for Miljøstyrelsen – ikke politiet.
Myndighedernes beslutning glæder direktøren for Fælledby, Erling Thygesen.
»Vi har i planlægningen af Fælledby været meget grundige i arbejdet med at beskytte naturen bedst muligt, og det glæder os meget, at alle myndigheder nu også har vurderet, at vi gør det rigtige,« siger Erling Thygesen i pressemeddelelse. Han håber, at myndighedernes afgørelse »kan være med til at vise«, at Fælledby ønsker »at bygge på området på den bedst mulige måde«.
Fortsætter kampen
Samme glæde er knap så overraskende ikke at finde hos Amager Fælleds Venner.
»Beslutningen kommer bag på os. Beskyttelsen af byens dyr er ikke god nok,« siger Steffen Rasmussen, talsperson og formand for Amager Fælleds Venner.
Foreningen Amager Fælleds Venner står bag flere af de anklager, som Miljøstyrelsen har afvist. Amager Fælleds Venner savner fortsat svar på flere forhold, som foreningen håber kan få kommunen og Miljøstyrelsen på andre tanker.
»Vi er gået den juridiske vej og fortsætter vores kamp med at forsøge at finde de steder, hvor vi mener, at der sker overtrædelser,« siger Steffen Rasmussen, der håber, at efterårets kommunalvalg vil øge fokus på byggeriet:
»Vi ønsker at skabe debat om, hvad det er for et København, vi ønsker i fremtiden, og hvilket ansvar vi har for naturen som københavnere«.
Foreningen er om muligt klar til at løfte sagen til EU-niveau.
Tror du, at jeres bestræbelser vil bære frugt?
»Vi bruger al vores fritid på det her, og vi tror på, at det munder ud i noget rigtig godt – ellers ville vi ikke bruge så mange kræfter på det.«
Del:
Andre læser også
Globalt
Briterne griner ad moderedaktør, som flytter på landet og klager over traktorlarm. Men historien er ikke så simpel
Globalt
Hun var 16 år og briternes darling, da hun vandt 15 mio. i lotto. Nu har Callie ramt bunden
Europa
Hun bliver kaldt danmarkshistoriens første EU-skeptiske statsminister. Og kritikken af Mette Frederiksen tager til