Andelen af indvandrere og efterkommere i Danmark vil i fremtiden være større, end man troede sidste år eller i årene før det.
I dag er 13 procent indvandrere og efterkommere, viser Danmarks Statistiks netop udkomne »indvandrere i Danmark 2018«.
Men i 2060 vil det tal Ifølge en befolkningsfremskrivning i rapporten være 21 procent. Ved den seneste fremskrivning i samme rapport anno 2017 lød tallet på 20,4 procent.
Andelen af indvandrere og efterkommere i fremtidens Danmark er et højaktuelt emne. Så sent som i sin landsmødetale 17. november sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen, at vi ikke skal gøre flygtninge til indvandrere.
»Vi skal passe på Danmark. Så vi kan genkende vores land. Nu og i fremtiden,« sagde han.
Da sidste års befolkningsfremskrivning udkom, lød det fra Socialdemokratiets udlændingeordfører, Dan Jørgensen, at udviklingen i andelen af indvandrere og efterkommere er afgørende for, hvilket land Danmark bliver.
»Det er ret voldsomme tal, som jeg synes bør være en øjenåbner for alle. Hvis vi ikke bringer antallet ned, er det et helt andet Danmark, vi står med om meget kort tid,« sagde han.
Siden har det været et socialdemokratisk mantra, at antallet af flygtninge betyder noget, fordi det er svært at integrere mange flygtninge i Danmark. På samme tid arbejder Dansk Folkeparti for et såkaldt paradigmeskifte i udlændingepolitikken, hvor det ikke længere handler om integration, men om hjemsendelse. Erfaringen siger, at flygtninge over år har det med at blive til indvandrere og blive i Danmark.
Mange vestlige indvandrere i fremtiden
»Indvandrere i Danmark« udkommer i år for 12. gang. Rapporten handler om en lang række emner med relation til indvandrere og efterkommere i Danmark. Siden 2007 har Danmarks Statistik fremskrevet andelen af indvandrere og efterkommere. Samtlige år har haft en fremskrivning af andelen i 2050. Fremskrivningerne vokser så at sige år for år.
Ifølge rapporten vil antallet af ikke-vestlige indvandrere stige med 49 pct. frem mod 2060, hvormed der i 2060 vil være 511.263 ikke-vestlige indvandrere i landet. I dag er der 343.805. For vestlige indvandrere forventes en stigning på 50 pct.
I rapporten trækker Danmarks Statistik en lang række pointer frem:
»Andelen af indvandrere er 10 pct., og blandt dem er 58 pct. fra ikke-vestlige lande. I løbet af de seneste 30 år er antallet af ikke-vestlige indvandrere blevet femdoblet.
I Ishøj er 39 pct. af befolkningen indvandrere eller efterkommere, hvilket gør det til den kommune med den største andel. Rebild har den laveste andel – her er andelen 6 pct. Mere overordnet set udgør indvandrere og efterkommere 19,4 pct. af befolkningen i Region Hovedstaden,« står der i rapporten.
Danmarks Statistik understreger i rapporten, at en fremskrivning er baseret på en række antagelser og er behæftet med usikkerhed – blandt andet er antagelsen om indvandring i fremtiden usikker, da den i sagens natur svinger og påvirkes af en lang række forhold – politik, forhold i udlandet mv.