Hvem tilhører Danmark i 2060?

Antallet af ikke-vestlige indvandrere vil vokse betydeligt de næste årtier, viser en ny fremskrivning fra Danmarks Statistik. Vil vi være i stand til at håndtere udfordringerne? Måske handler det ikke kun om en bedre integration.

Vil København ligne Istanbul eller Manhatten i 2016? Fold sammen
Læs mere
Foto: Emrah Gurel

Vil de 49 procent flere ikkevestlige indvandrere, som statistikerne hos Danmarks Statistik har regnet sig frem til i 2060, få København til at ligne Istanbul eller Manhatten?

Vil de til 6,6 millioner indbyggere, som til den tid bor i det danske kongerige, leve i fredelig harmoni eller i en tilstand af etnisk og religiøs borgerkrig?

Giver det overhovedet mening at forestille sig, hvordan Danmark ser ud om 42 år?

For at svare på det sidste kan man passende prøve at skrue tiden 42 år tilbage.

Da jeg var barn i 1970erne, var det noget, man talte om over medisteren og de hvide kartofler til aftensmaden, hvis man havde set en sort mand i byen – vi holdt os dengang ikke tilbage fra at bruge n-ordet.

Frederikshavn var etnisk hvid og de udenlandske indslag i hverdagen begrænsede sig til højrøstede og berusede svenskere, som flere gange i døgnet gik i land fra en af de konkurrerende Gøteborg-færger Stena og Sessan.

Senere kom de tamilske bådflygtninge, irakere, afghanere, kosovo-albanere, somaliere og andre til. I dag er der ikke længere nogen, der vender sig om på gaden. 2.009 ikkevestlige indvandrere bor der i dag ifølge Danmarks Statistik i Frederikshavn, og de udgør knap otte procent af befolkningen.

Frederikshavn var dengang en driftig industri- og fiskeriby, som 42 år har forvandlet til en lidt søvnig havneby i Udkantsdanmark.

Klokken fire om eftermiddagen kunne man i 70erne over hele byen høre fløjten fra værftet, når et par tusind blå »kedeldragter« havde fyraften.

Kombinationen af skibsbyggere og svejsere, unge mænd i forsvaret på flådestationen, fiskere, sømænd og tørstige svenskere og nordmænd, der gik i land og ombord i natte- og forretningslivet med sejlplanens regelmæssige puls, skabte en by, hvor der var gang i gaden, meget druk, meget vold og steder i byen, hvor man ikke skulle gå om aftenen. Der var kvarterer for de rige og for de socialt belastede, områder, som havde deres egne normer og parallelle værdier, men de var ikke bestemt af etnicitet.

Der var kun en dansk kanal på TV, ingen computere, telefonen var med drejeskive, realskolen eksisterede stadig, Og Danmark var lige trådt ind i Fællesmarkedet.

Indfaldsvejen til Frederikshavn blev omdøbt til Europavejen, fordi man – i princippet – kunne køre hele vejen til Lissabon, en tanke der var så svimlende, at den fik drengedrømmene til at svæve frit.

Vi skrålede med på Sebastians »Danmark dum og dejlig«:

»Når du vågner af din døs er du bollet op med deutsche dollars«.

10 år senere sang vi også med lige så stor entusiasme med på Gnags' multikulturelle og gæstfrie omkvæd »Lige meget hvem du er, lige meget, hvor du er, så velkooooommen her«.

Det var i 1983, og Folketinget vedtog verdens mest liberale udlændingelov, som for alvor åbnede for indvandringen. Men ingen tænkte på hverken terror eller burkaer, i stedet frygtede vi både atomkrig, syreregn og huller i ozonlaget.

Ingen kunne i 1976 forestille sig Danmark i 2018. Og i dag kan ingen sige, hvordan samfundet ser ud i 2060, selvom tallene fra Danmarks Statistik forsøger at tegne et billede af fremtiden.

Det danske bruttonationalprodukt er i dag dobbelt så stort som i midten af 1970erne. I gennemsnit er vi altså dobbelt så rige. Hvis den stigning i velstanden gentager sig de næste 42 år, er det en faktor, der alene gør fremtiden umulig at forudse.

Den fremskrivning, som Danmarks Statistik offentliggjorde i sidste uge, viser, at antallet af ikkevestlige indvandrere og efterkommere i 2060 vil være 867.258 og udgøre 13,1 procent af befolkningen. Det er et kvalificeret bud. Afhængig af hvordan de næste 42 år forløber, kan antallet ende med at være større eller mindre.

Statistikken fortæller, at den etniske og kulturelle forandring af Danmark, der har stået på de seneste tre-fire årtier – nogle steder på landkortet langt mere end andre – vil fortsætte de næste mange år.

Spørgsmålet er alene i hvilket tempo og i hvilket omfang det lykkes at håndtere de udfordringer, indvandringen forårsager.

Man kan vælge at læse fremskrivningen med de bekymrede eller de optimistiske briller. Det afhænger af, hvad man tror på.

Samfund udvikler sig organisk og aldrig efter en lige linje. Velfærdssamfundet har aldrig haft en masterplan, det er lap på lap. Reform på reform.

Vil fremtidens Danmark være præget af belastede ghettoer, dem og os, hård kriminalitet, bander, parallelsamfund, kultursammenstød og høje offentlige udgifter til indvandrere, der ikke kan forsørge sig selv?

Eller formår vi at få integrationen til at lykkes og værdierne og forskellighederne til at mødes?

Diskussionen er mildest talt ikke ny. Indvandrerdebatten har hamret løs, kløvet politiske partier, skabt fjendskaber for livet, væltet regeringer og fyldt dagsordenen i et lille homogent land fra væg til væg.

Til de bekymrede kan man sige, at danske politikere i hele efterkrigstiden har haft en imponerende evne til at reagere på de udfordringer og trusler mod det danske samfund, der har vist sig, på en meget pragmatisk, konsensussøgende og dansk facon.

Til de optimistiske kan man til gengæld sige, at de ikke har særligt meget at have deres optimisme i, hvis man ser på de seneste årtiers indsats for at forbedre integrationen.

»Til de bekymrede kan man sige, at danske politikere i hele efterkrigstiden har haft en imponerende evne til at reagere på de udfordringer og trusler mod det danske samfund, der har vist sig, på en meget pragmatisk, konsensussøgende og dansk facon.«


Indvandrere og efterkommere er overrepræsenteret på statistikkerne over kriminalitet. De klarer sig markant dårligere i skolen – selv i anden og tredje generation – de har en lavere beskæftigelse og trækker mere på de offentlige kasser.

Mange års fokus og snesevis af politiske udspil, der skal komme ghettoer og parallelsamfund til livs, har haft forbavsende lille effekt.

Til gengæld er der i dag en bred politisk forståelse af, at problemerne ikke løser sig af sig selv. Troen på, at det blot er et spørgsmål om at vente på næste generation, er gjort til skamme.

Blandt de store partier i Folketinget er der i dag noget, der ligner konsensus om en stram kurs, som skal begrænse den ikkevestlige indvandring. Tidligere tiders berøringsangst over at stille kontante krav til flygtninge og indvandrere er på retur.

Sverige er vores

Hvis det alene handlede om, hvordan vi håndterer de kulturelle, økonomiske og sociale udfordringer, der følger af ikkevestlig indvandring, så var opgaven svær, men overkommelig. Det ville blot være et spørgsmål om at dreje på de rigtige håndtag i samfundets maskinrum.

Men det handler om meget mere. Det handler om følelser. Stærke ukontrollerbare følelser for hvem der har retten til et land.

I Sverige vakte det en voldsom debat, da sverigedemokraten Richard Jomshof fra Rigsdagens talerstol for nylig citerede den svenske forfatter Vilhelm Moberg, som blandt andet har skrevet »Udvandrerne«.

I 1941 skrev Moberg:

»Sverige er vores. Det er seks og en kvart millioner levende svenskeres land, men det er også de dødes land. Dem der fra begyndelsen byggede det til os og gav os opgaven med at styre og forbedre det«.

Citeret af Richard Jomshof blev ordene et nationalistisk angreb på indvandrere i Sverige for ikke at høre til og være en del af landet. Og lignende taler har man hørt fra den nationalkonservative fløj i mange europæiske lande.

Hvis det er dem og islamisters fantasier om et europæisk kalifat, der kommer til at sætte rammen for indvandrerdebatten de næste 42 år, så kan Danmark ende et helt tredje sted. Indtil videre har vi kun tallene til at tænde et lille lys i krystalkuglen.