Nogle danskere danser let og elegant uden om coronasmitte – et nyt studie giver bud på hvorfor

Mens nogle danskere bliver smittet med covid-19 for anden gang, går andre helt fri. Har du undret dig? Nyt studie giver måske en forklaring.

I det nyt studie er det blevet undersøgt, hvorfor nogle mennesker ikke får covid-19. Fotoet her er fra genåbningen tirsdag. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Mange danskere har været smittet med coronavirus – lige over 1,8 millioner tilfælde er blevet registreret. Nogle har endda været smittet to gange.

Imens går andre danskere helt fri – og har gjort det i snart to år.

Men hvorfor lader nogle til at være mere modtagelige over for smitte end andre? Det giver et nyt studie fra januar 2022 et bud på.

Her er det blevet undersøgt, hvorfor covid-19 ikke rammer alle.

Og det kan tilsyneladende skyldes en ganske almindelig forkølelse forårsaget af en anden type coronavirus end den, der er omdrejningspunkt i pandemien. Så hvis man har været ramt af en af de forkølelsesvirusser, som har været i Danmark i mange år, kan det i nogle tilfælde give immunitet.

Det skriver TV 2.

Resultatet er interessant, men ikke helt overraskende, lyder det fra professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet Søren Riis Paludan.

Der findes nemlig mange typer coronavirus, og flere af dem kan forårsage forkølelse – og har i øvrigt gjort det længe før denne coronaviruspandemi.

»Der kan godt være en bred vifte af danskere, der har en vis immunitet fra coronavirus-forkølelse,« siger han til TV 2 med det forbehold, at ingen ved, hvor mange der reelt har det.

Studiet har undersøgt 52 mennesker, og derfor er det ikke et bevis på, at mange mennesker er beskyttet, siger professoren.

Han er også overbevist om, at vaccinerne spiller en stor rolle i, at nogle ikke er blevet smittet, selvom folk omkring dem er blevet det. Faktisk mener han, at flertallet at dem, der ikke er blevet smittet, har undgået det, fordi de har fået vaccinen.

Og inden man som usmittet glæder sig for tidligt, betyder det altså ikke, at man har immunitet, selvom man har undgået smitte indtil nu.

»Nogle er bare heldige, og det skal man altid huske med sådan noget her. Man kan ikke sige, at et enkelt eksempel er et bevis. Det er det, som konspirationsteorier er lavet af,« siger Søren Riis Paludan til TV 2.