Mange unge spiller computer mere end 40 timer om ugen: Det skal forældre være opmærksomme på

Over ti procent af alle computerspillende unge mellem 15 og 29 år spiller computer mere end 40 timer om ugen, viser nye tal. Forældre skal flytte fokus fra tidsforbruget og i stedet holde øje med børnenes generelle trivsel, hvis børnene spiller computer mange timer hver dag, lyder det fra eksperter.

En ny undersøgelse viser, at det er den stigende interesse for e-sport, der gør, at en del af de unge bruger rigtig mange timer foran skærmen hver dag. Hver 10. mellem 15 og 29 år bruger over 40 timer om ugen. Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Interessen for computerspil blandt børn og unge er steget kraftigt de seneste år og det samme er det antal timer, de unge sidder foran skærmen og spiller.

Ti procent af alle unge mellem 15 og 29 år, der spiller computer jævnligt, sidder foran skærmen i mere end 40 timer om ugen, viser en ny undersøgelse fra hjemmesiderne compware.dk og sharkgaming.dk, der jævnligt laver lignende undersøgelser for at få flere data om adfærd i spil.