Lovbrud i milliardfond vækker hovedrysten på Christiansborg: »Der kører så mange midler gennem den fond, at det skal være pinligt korrekt«

Møgsagerne i Innovationsfonden er nu så mange, at en uafhængig undersøgelse er påkrævet, mener to medlemmer af Folketinget.

Katarina Ammitzbøll fra De Konservative er stærkt utilfreds med Innovationsfondens ageren. Emil Helms

Dybt problematisk. Et seriøst problem.

Hundredvis af ansøgninger om statslig iværksætterstøtte behandlet i strid med forvaltningsloven vækker ikke just jubel på Christiansborg.

Berlingske kan i dag fortælle, hvordan Innovationsfonden, der årligt uddeler mere end to milliarder kroner til iværksættere og forskningsprojekter, har undladt at sende eksterne vurderinger af ansøgninger i såkaldt partshøring, som forvaltningsloven kræver det.

Og »det er naturligvis dybt problematisk«, siger den konservative Katarina Ammitzbøll.

»Der er ikke tale om en lille teknisk regel, man kan overse mellem linjerne, men en grundlæggende del af forvaltningsloven. Det er en fond, der forvalter to milliarder af skatteborgernes penge, så skal vi også have tillid til, at det sker på ordentligt grundlag.«

Flere møgsager i fonden

Sagen kommer efter en række afsløringer i Berlingske af problemsager i Innovationsfonden, der sorterer under Uddannelses- og Forskningsministeriet og hvert år uddeler over to milliarder kroner til forskningstunge og innovative iværksætterprojekter.

Sidste år afdækkede Berlingske, hvordan fonden havde fordelt støttekroner på usagligt grundlag og i strid med regler om habilitet. Det førte senere til hård kritik fra fondens tilsynsmyndighed.

Senere kom det frem, at der har været en alvorlig sikkerhedsbrist i fondens whistleblowerordning, der betød, at tidligere bestyrelsesmedlemmer fortsat kunne tilgå fortrolige advarsler.

Kammeradvokaten er i færd med at undersøge, hvordan fonden fremadrettet kan blive bedre til at overholde forvaltningsreglerne.

Men Katarina Ammitzbøll mener, at der »tegner sig et billede af en fond med en ledelse og en bestyrelse, der har sine helt egne prioriteter i forhold til loven«.

»Det understreger behovet for en uafhængig undersøgelse af fonden,« siger hun.

DF: Det skal være pinligt korrekt

Jens Henrik Thulesen Dahl, forskningsordfører i Dansk Folkeparti, er enig:

»Det grundlæggende problem er, at der bliver ved med at dukke den slags problemer op i Innovationsfonden, som sår tvivl om måden, den styres og ledes på. Den usikkerhed har fonden ikke brug for. Der kører så mange midler gennem den fond, at det skal være pinligt korrekt,« siger han.

Ifølge forvaltningsloven har borgere krav på at blive partshørt, hvis en offentlig myndighed benytter eksterne faglige vurderinger til at træffe beslutning i en given sag. Især hvis afgørelsen er til ugunst for borgeren. Det har Innovationsfonden altså undladt at gøre i 941 sager, hvoraf der blev givet afslag på støtte i 613. To professorer i forvaltningsret vurderer over for Berlingske, at der er tale om et alvorligt brud på loven.

Innovationsfonden oplyser til Berlingske, at fonden undlod at partshøre i de pågældende sager, da de eksterne konsulenter var en del af et netværk, fonden havde etableret. Derfor betragtede man dem som interne i forhold til forvaltningsloven.

Ledelsen blev dog opmærksom på problemerne i forbindelse med et serviceeftersyn af fonden, og der arbejdes nu på at udvikle nye retningslinjer.