Læger vil screene kommende forældre inden graviditet – vil finde »risikopar«: Det handler ikke om at udrydde folk

Eksperter i genetiske undersøgelser og behandlinger foreslår nu at indføre genscreening af alle kommende forældre for at finde »risikopar«, som kan komme til at få børn med alvorlige arvelige lidelser. Det handler ikke om at udrydde folk med bestemte diagnoser eller skabe de perfekte børn, men forældrene skal have mulighed for at vælge, hvad de vil gøre, mener de. Patientforeningen og politikere er positive over for forslaget.

Line Korthsen ville meget gerne have haft den genscreening, som lægerne nu foreslår. I december fik hun at vide, at hendes toårige søn Harvey har en sjælden arvelig lidelse, fragilt X-syndrom, som vil komme til at hæmme ham i hans udvikling og præge ham i resten af hans liv. Lidelsen har han fået på grund af en genetisk forandring, som hans mor er såkaldt rask bærer af – uden selv at have nogen symptomer og uden at kunne have mistanke om at være det. Søren Bidstrup

Kommende forældre skal have tilbud om at få screenet deres gener allerede inden en kommende graviditet for at se, om de har risiko for at få børn med alvorlige arvelige og i nogle tilfælde livstruende lidelser.

I dag fødes der op imod 200 børn om året med blandt andet cystisk fibrose, muskelsygdomme, epilepsi og andre alvorlige genetisk betingede sygdomme, og med en viden om eventuelle genfejl vil forældrene selv kunne træffe et valg om, hvorvidt de kan rumme at få et barn med et handicap, om de skal beslutte sig for en abort, eller om de skal få hjælp til at få et rask barn ved hjælp af fertilitetsbehandling.