Igen i år flager danskerne 9. april på halvt for at mindes tyskernes besættelse af Danmark i 1940. Og igen i år er det med en sær blanding af national glæde og en følelse af privat tomrum og fortrængning, jeg ser flaget smælde på den dag.
Glæde fordi Danmark, trods alt, overlevede de fem onde år. Fortrængning fordi 9. april altid minder mig om, at jeg voksede op med en far, der aldrig fortalte, kun små bjæf, når han var fuld, at han deltog i kampene ved Østfronten som del af Frikorps Danmark.