Det gik ikke med Ukrainegade.
Nu vil Niels E. Bjerrum, der sidder i Borgerrepræsentationen for København, så forsøge igen – dog med et lidt andet navn.
Står det til ham, skal Kristianiagade, hvor den russiske ambassade i København ligger, omdøbes til Aleksej Navalnyjs Gade.
Et forslag, som han nu har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune om at undersøge muligheden for, skriver TV 2 Kosmopol.
Formålet med navneændringen er at sende en symbolsk bredside til Rusland, som socialdemokraten gerne vil »provokere og genere«.
»Det er for at lave et symbolsk statement om, at vi synes, at det diktatur, de har gang i, er vi ikke enige i. Man kan ikke tage en oppositionspolitiker til fange, udsulte og torturere ham og så slå ham ihjel,« siger han til det regionale medie.
Aleksej Navalnyj, der var den mest kendte kritiker af den russiske præsident, Vladimir Putin, døde fredag den 16. februar i en straffekoloni i Rusland.

Stor gene for beboere
Det er tidligere blevet foreslået at ændre Kristianiagade til Ukrainegade. Det gik ikke.
Senere blev der så stillet forslag om, at pladsen foran Østre Landsrets nye bygning i Nordhavn skulle hedde »Ukraine Plads«. Det gik dog heller ikke.
Forvaltningens Vejnavnenævn har tidligere begrundet afslagene med, at det ville påvirke ejerne i området negativt.
»Det er til stor gene for berørte ejere, lejere og erhverv at skulle ændre adresse, ligesom det også skaber forvirring for udefrakommende besøgende til København og kommunikation om byens geografiske lokaliteter udadtil,« lød begrundelsen blandt andet.
Selvom det ikke er lykkedes tidligere forslagsstillere at komme igennem med de nye vejnavne, er det ikke noget, der stopper Niels E. Bjerrum.
Han mener, at det her er en ekstraordinær situation, der kalder på en undtagelse.
»Ukraines Plads« i Nordhavn
Ifølge Forvaltningens Vejnavnenævn bør man kun ændre eksisterende vejnavne, hvis der er »tvingende adressemæssige årsager« til det, skrev forvaltningen til Berlingske i 2022.
Den anbefalede dengang, at »Ukraine« reserveres i navnebanken til senere brug – nærmere bestemt området i Nordhavn.
Her er det blevet foreslået at navngive et helt kvarter efter Ukraine, når den eksisterende containerterminal på Levantkaj i København i 2024 vil blive flyttet til spidsen af Ydre Nordhavn.
Det er den nye terminal, som Teknik- og Miljøforvaltningen har foreslået at kalde »Ukraines Plads«.