Københavns overborgmester om lørdagens optøjer: »Det var bølleoptøjer, og det er uacceptabelt«

Lørdag brød en demonstration fra den regeringskritiske gruppe »Men in Black« ud i kaos, vold og anholdelser. Københavns overborgmester mener ikke, at der var tale om en demonstration, men derimod forargelige »bølleoptøjer«. Det ændrer dog ikke på, at gruppen igen kan få lov til at anmelde en demonstration, fortæller han.

Men in Black understreger i en »officiel udtalelse« på Facebook, at de mener, at de er blevet behandlet uretfærdigt af politiet, og at de ikke vil stoppe deres »frihedskamp«. Mathias Svold

En gruppe sortklædte og maskerede personer, som går under dæknavnet »Men in Black«, skabte kaos i de københavnske gader lørdag aften.

Gruppen beskriver sig selv som »frihedskæmpere«, der kæmper imod regeringens håndtering af coronavirus. De understreger på deres Facebook-side, at de ikke benægter, at coronavirus findes, men derimod demonstrerer de mod regeringens håndteringen af pandemien. De mener, at regeringen forsøger at kontrollere den danske befolkning.