Danmark har aldrig konstateret så mange nye coronasmittede på et døgn.
Og i en kommune er smittetallet 20 gange større end sundhedsmyndighedernes bekymringsgrænse. Kommunen er Ishøj, hvor smitteincidensen det seneste døgn har været 241 smittede pr. 100.000 indbyggere, og noget tyder på, at der er en helt særlig årsag til, at smitten brager afsted i kommunen
Den høje smitte har blandt andet betydet, at elever i ti klasser samt 31 ansatte er blevet sendt hjem. Men det er ikke på skolen, at smitten formodes at være opstået.
Ifølge Statens Serum Institut kan forklaringen dateres tilbage til en stor fest i det pakistanske miljø. Det fortæller Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, til Politiken.
»Jeg tror ikke, at der er nogen, som har en forklaring, for der er gjort alt, hvad vi kan for at undgå det. Det må være de møder, træf og fester, som de pågældende deltager i, der gør, at de åbenbart bliver syge. Det er kommet over en uges tid, at der pludselig er sket det her«, siger Ole Bjørstorp til Politiken.

I alt har der været 287 coronasmittede i Ishøj kommune. Det svarer til én ud af 80 borgere i Ishøj. Og i de øvrige kommuner på Vestegnen har smitten blandt danske pakistanere også været høj. Statens Serum Institut oplyser på deres hjemmeside, at 46 procent af smittetilfældene i de otte Vestegnskommuner kommer fra borgere med pakistansk baggrund.
Ole Bjørstorp oplyser til Politiken, at der kan være op til 300-400 gæster, når der holdes fester i det pakistanske miljø.
Og det vil ikke være til stor overraskelse for myndighederne, hvis den voksende smitte i Ishøj netop skyldes fester. Myndighederne har flere gange påpeget, hvordan en enkelt smittet ved private fester og sammenkomster kan medføre store coronaudbrud.
Blandt andet derfor er 17 kommuner i københavnsområdet blevet underlagt en række restriktioner, deriblandt krav om mundbind på serveringssteder og en regel om afkortede åbningstider på barer og restauranter, der fra torsdag og i hvert fald frem til 1. oktober skal lukke klokken 22.