I dag møder Pompeo personligt op i Danmark: For et år siden slukkede han ilden, efter Trump ville købe Grønland

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier, så du kan begynde dagen med at være godt klædt på allerede til morgenkaffen.

God-onsdag-morgen og velkommen til dagens overblik.

Dagen i dag kommer særligt til at handle om USAs udenrigsminister, Mike Pompeo, der onsdag besøger København, hvor han skal møde repræsentanter fra Danmark, Grønland og Færøerne.

I dag besøger Mike Pompeo, der er udenrigsminister i USA, Danmark. Han skal blandt andre mødes med statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S). PETER SUMMERS/Ritzau Scanpix

Før vi når dertil, skal vi dog lige forbi de seneste tal om coronavirus i Danmark:

Bekræftede smittede i Danmark: 13.302 (+40 siden mandag)

Antal, der har overstået smitten: 12.261 (+10)

Bekræftede døde i Danmark: 611 (+0)

Antal døde på verdensplan: 615.754

Antal bekræftede smittede på verdensplan: 14.906.602

Du kan se flere coronatal for Danmark her og på verdensplan her

Og så videre til dagens historier:

Alle danske dagblades forsider handler i dag om den gigantiske EU-aftale, som blev præsenteret tirsdag. Kort fortalt:

Aftalen har fået ros for at være historisk, blandt andet fordi den vidner om et stærkt EU, der lykkedes med at blive enige om en genopretningsfond, som skal afhjælpe den økonomiske krise, der er forårsaget af coronakrisen. Fonden indebærer, at EU-Kommissionen optager lån for svimlende 750 milliarder euro på vegne af medlemsstaterne.

Omvendt har aftalen også fået kritik for at dele høje summer ud til de sydeuropæiske lande, og desuden tyder det på, at Ungarn og Polen sejrede i forhold til retsstatsmekanismen, som ellers skulle sætte en stopper for, at de to lande kan bryde europæiske retsstatsprincipper uden økonomisk straf. Endvidere har aftalen også mødt kritik for ikke at være tilstrækkelig klimavenlig.

Du kan læse hele Berlingskes gennemgang af aftalen og forløbet omkring den her

Pompeo besøger Danmark

Vi begynder i dagens Jyllands-Posten, der har skrevet en glimrende optaktsartikel til USAs udenrigsminister, Mike Pompeos, besøg i Danmark.

For erindringens skyld er det måske værd at nævne, at Mike Pompeo var manden, der talte i telefon med udenrigsminister Jeppe Kofod og udtrykte »påskønnelse af Danmarks samarbejde« med USA, efter Trump mente, at Mette Frederiksen havde udtalt sig »ækelt«, da hun havde afvist at sælge Grønland.

Den amerikanske udenrigsminister skal onsdag mødes med både statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Jeppe Kofod (S), og Grønlands landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Steen Lynge, og Færøernes landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Jenis av Rana.

Mike Pompeo har forinden sit besøg i Danmark været på besøg i London. Her har forholdet til Kina også været på dagsordenen. Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix

Jyllands-Postens artikel handler om, at et af de afgørende emner på onsdagens dagsorden er det danske kongeriges forhold til Kina.

For USA ønsker særligt ikke, at Grønland og Færøerne bliver for gode venner med kineserne. Bekymringen går på, at kineserne fra de to selvstyreområder kan få mere kontrol, flere forbindelser og aftaler.

Læs hele Jyllands-Postens artikel her

Berlingske USA-korrespondent, Michael Bjerre, har ligeledes skrevet en optakt til besøget.

Han skriver, at temaet ikke bare bliver Grønland og Arktis, »men noget der har påvirket ham (Pompeo, red.), siden han som ung soldat patruljerede langs jerntæppet i det daværende Vesttyskland«.

Læs artiklen her

Patienter anmelder fejl

Vi fortsætter videre til en sundhedshistorie i Berlingske.

Antallet af anmeldelser med krav om erstatning og indberetninger om utilsigtede hændelser stiger kraftigt i sundhedsvæsenet, viser rapporter.

I 2019 steg antallet af anmeldelser, hvor patienter kræver erstatning for fejlbehandling, med ni procent i forhold til året før – til samlet 11.500 anmeldelser.

I samme periode har der også været en stigning på 14 procent i antallet af indberetninger om utilsigtede hændelser, hvor patienter for eksempel har fået den forkerte medicin eller er faldet.

»Meget tyder på, at de tal er udtryk for, at vi har et presset sundhedsvæsen. Medarbejderne har simpelthen for travlt, og så sker der flere fejl, som risikerer at gå ud over patienterne. Derfor er der brug for både flere ressourcer og nye strukturer, som kan fange og forhindre de fejl,« siger direktør i Danske Patienter Morten Freil til Berlingske.

Læs hele historien her

Hans bliver stående

Vi fortsætter til dagens Kristeligt Dagblad.

Avisen har i dag en historie om, at den omdiskuterede statue af Hans Egede tilsyneladende får lov til at blive stående.

Hans Egede-statuen i Nuuk, Grønland. »Decolonize (dekolonisér, red.),« står der skrevet på siden. Hans Peter Kleemann/Reuters/Ritzau Scanpix

Tirsdag var nemlig den sidste dag, hvor borgere i Grønlands hovedstad, Nuuk, kunne stemme om, hvorvidt statuen af Hans Egede skal blive stående. 921 stemte for, at statuen skal blive stående, mens 600 stemte for, at den skulle fjernes.

Hans Egede var dansk-norsk missionær og præst. Statuen har den seneste tid været genstand for debat, efter nogle havde skrevet »decolonize« (afkoloniser, red.) på den og overhældt den med maling. Det er ikke første gang, statuen er blevet udsat for hærværk.

Kristeligt Dagblads artikel er i skrivende stund ikke lagt på avisens hjemmeside, men den kan findes i papiravisen.

Full circle

I dagens Berlingske kan du også læse et stort interview med grevinde Alexandra. Grevinden har frasagt sig sine årspenge på 2,6 millioner kroner med virkning fra 22. juli, hvilket også er dagen, hvor prins Felix bliver myndig.

Interviewet handler om alt fra hendes nye job hos B&O, hendes to skilsmisser og om at have kappet det økonomiske bånd til den danske stat.

»Jeg føler selv, at det er full circle. Ringen er sluttet. Jeg er tilbage i erhvervslivet, hvor jeg startede, men denne gang med et langt livs erfaringer som protektor for organisationer, som bestyrelsesmedlem, men også som enlig mor, hvor man virkelig lærer at prioritere sin tid,« siger grevinde Alexandra.

Læs hele interviewet her

Grædende Kanye West

En anden interessant historie er også at finde i dagens Berlingske. Journalist Poul Høi skriver om musikstjernen Kanye West, der i øjeblikket turnerer rundt i USA på sine vælgermøder. For »Skal vi virkelig bare se på, at en af verdens største musikstjerner begår mentalt selvmord?« som overskriften i artiklen spørger.

Efter Kanye Wests fremtoning at dømme er manden tilsyneladende mentalt syg, og nu vil hans kone have ham i tvangsbehandling.

Læs hele historien her

Kanye West afholder i øjeblikket vælgermøder i USA. Dette billede har været at finde i flere udenlandske medier, fordi musikstjernen her brød sammen under et af møderne. RANDALL HILL/Ritzau Scanpix

Det sker i dag

I dag besøger Mike Pompeo, der er udenrigsminister i USA, Danmark. Han skal blandt andre mødes med statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Mødet finder sted klokken 10.45 på Marienborg, og på dagsordenen står blandt andet håndtering af coronavirus, forholdet til Kina og Arktis. DR har lavet en optakt til drøftelsen af Arktis, som du læse her.

I anledning af den amerikanske udenrigsministers besøg, vil Black Lives Matter demonstrere ved den amerikanske ambassade i Danmark.

Desuden fylder prins Joachims og grevinde Alexandras yngste søn, Felix, i dag 18 år.

Dagens tegning

Dagens tegning er lavet af Bob Katzenelson.

Ungarns premiereminister Viktor Orban risikerer at miste substantiel EU-støtte, hvis Ungarn ikke lever op til retsstats- og demokratiprincipperne i EU.