»I kan godt huske Francesco Totti, ikke?« Den drillende bemærkning, som de italienske forhandlere ifølge avisen La Stampa fyrede af under en pause i de afgørende møder om EUs hjælpefond, refererer til EM-semifinalen i fodbold i 2000 mellem Italien og Holland.
Stjernen Totti sikrede dengang italienerne sejren ved på det afgørende straffespark, med romersk frækhed og finezza, at »chippe« bolden ind midt i et tomt mål, efter den hollandske målmand Edwin van der Sar som et tigerdyr var sprunget til den ene side.
Men havde premierminister Giuseppe Conte lavet en »Totti« på sin hollandske kollega, Mark Rutte, da et af historiens længste EU-topmøder – med en indbygget tvekamp mellem Rom og Haag – tirsdag morgen blev »fløjtet af«?
Selv om der var tilfredshed i såvel Italien som Spanien – den anden potentielle hovedmodtager af midler fra fonden – må svaret blive, at det vil vise sig.
I hvert fald kom den hollandsk-ledede sparebande, som Danmark tilhører, på tavlen med nedjusteringer i forhold til det oprindelige fransk-tyske udspil og EU-Kommissionens forslag. Og Conte nøjedes da også med at betegne aftalen som »det bedst mulige resultat«.
Italiener har fat i »nødbremse«
Det er således lykkedes sparebanden at ændre hjælpepakkens fordeling mellem overførsler og lån.
Men dels er den samlede størrelse bevaret, og Conte regner med at kunne indkassere i alt 209 milliarder euro til »at genrejse Italien«.
Dels, og ikke mindst, udgør overførslerne fortsat den største post, og sammensætningen vil gøre det muligt for Italien at undgå lån fra den allerede eksisterende Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM).
Det er afgørende for Conte, fordi Femstjernebevægelsen betragter ESM som den onde selv og er parat til at vælte den italienske koalitionsregering, hvis hjælp herfra kommer på tale.
Rabatten på blandt andre Hollands og Danmarks bidrag til EU-budgettet er ifølge Corriere della Seras kilder i den italienske forhandlingsdelegation »fint for dem, men uden at der går noget fra os«.
Mere problematisk er det set fra et sydeuropæisk synspunkt, at Rutte og hans allierede fik introduceret en såkaldt nødbremse, der ikke er et decideret veto, men ikke desto mindre kan fastfryse udbetalinger i tre måneder.
I Rom hæfter man sig dog ved, at EU-Kommissionen efter drøftelser i Ecofin-gruppen af finansministre har det afgørende ord. Og i den forbindelse er det ikke uvæsentligt, at posten som økonomikommissær beklædes af den tidligere italienske premierminster Paolo Gentiloni.
Sánchez i vandbærerrolle
Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, har – for nu at blive i sportsmetaforernes verden – i vid udstrækning kunnet sidde på hjul, mens Conte førte i styrkeprøven med sparebanden.
»Spanien har bygget broer under møderne, og at undgå at lade sig provokere kan nogle gange også være den rigtige forhandlingstaktik. For os var den eneste røde linje, at der ikke kom en aftale i stand,« forklarede Sánchez tirsdag morgen som svar på kritik i den spanske presse af hans lave profil.
Under alle omstændigheder står Spanien til at inkassere 140 milliarder euro, hvoraf cirka 73 milliarder euro bliver i form af overførsler. Samtidig har Sánchez kunnet spille sin foretrukne rolle som Sydeuropas rolige og kompromissøgende leder i modsætning til de uforudsigelige italienere.
I samme ånd træder Spaniens største avis, El País, et skridt tilbage og fremhæver aftalens historiske dimension – ikke blot for de trængte middelhavslande, men for hele det europæiske samarbejde.
»For første gang i historien vil EU stifte fælles gæld, ovenikøbet i massivt omfang. Ikke blot for at lindre covid-19-krisen men også mindske risikoen for, at Unionen splintres i økonomisk forstand,« skriver avisen og tilslutter sig Paolo Gentilonis vurdering af aftalen som »den vigtigste siden euroens skabelse«.
Ingen vej tilbage?
Også Emmanuel Macron, der sammen med den tyske kansler har stået fadder til planen, havde tirsdag morgen svært ved at få armene ned.
»En historisk dag for Europa!« skrev Frankrigs præsident på Twitter og understregede senere på et pressemøde, at ambitionerne i det oprindelige fransk-tyske forslag måske nok blev nedjusteret, men at det var lykkedes at skabe konsensus på blot to måneder, hvilket er ekstremt hurtigt i EU-sammenhæng.
Samtidig kan planen med sin skelsættende aftale om fælles gældsættelse, selv om den er midlertidig, blive startskuddet til et langt tættere europæisk samarbejde, lyuder vurderingen fra Paris.
»Historien viser, at der sjældent er nogen vej tilbage, når man i europæisk politik har taget et historisk skridt,« siger en kilde tæt på Macron til avisen Le Monde.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
