I februar var de splittet over 0,005 procent. Nu vil de optage lån for 6.000 mia. kroner

I de tidlige faser af coronakrisen lignede EU en febersyg patient, der gispede efter vejret. Nu er regeringscheferne blevet enige om en historisk aftale, der markerer flere nybrud. Her er historien om, hvordan EUs regeringschefer i februar kunne skændes om 0,005 procent og fem måneder senere nikke ja til at låne 6.000 milliarder kroner og dele dem ud som tilskud.

Der var noget fjollet over hele seancen tilbage i februar. 27 statsledere på tværs af Europa var fløjet til Bruxelles, delegationer af diplomater og rådgivere var fulgt med, hundredvis af journalister sad klar ved tasterne og bag kameraerne.

I mere end to år havde diplomatiet arbejdet på højtryk for at finde den så berømte landingsbane, der kunne samle de 27 medlemslande om et nyt flerårigt budget. Kernen af diskussionen var simpel: Hvor stort skulle budgettet være, hvad skulle prioriteres?