I 2015 var beviser mod Syrien-jihadister »meget, meget« vigtige i en retsstat – nu vil regeringen tage passet uden retssag

Regeringen vil med et lovforslag indstillet til hastebehandling gøre det muligt at tage det danske pas fra Syrien-jihadister uden en forudgående retssag.

Regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen vil gøre det muligt at tage passet fra Syrien-jihadister uden en retssag. I 2015, hvor samme Mette Frederiksen var justitsminister, var det »meget, meget, grundlæggende i det at være en retsstat«, at der blev fremlagt beviser mod Syrien-jihadisterne i en retssag. Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

For fire år siden måtte oppositionen forstå, at det kræver beviser at straffe Syrien-jihadister. Netop dét kendetegner jo en retsstat, som daværende justitsminister Mette Frederiksen (S) sagde med eftertryk i et svar til Folketinget, da hun forklarede, hvorfor ingen Syrien-jihadister dengang var blevet retsforfulgt:

»De beviskrav, som vores anklagemyndigheder i Danmark er underlagt, er noget meget, meget grundlæggende i det at være en retsstat.«