Danskere strømmede til terrorgrupper i Syrien, og alle ville retsforfølge dem: »Imens skete der ingenting«

Mens Islamisk Stat begik voldsomme overgreb mod civile, rejste personer fra Danmark med myndighedernes viden frit til terrorgruppens områder og hjem igen. Ikke en eneste Syrien-jihadist blev retsforfulgt under Thorning-regeringen, men der skete et markant skifte, da Søren Pind blev justitsminister. Det vurderer professor i strafferet Jørn Vestergaard, der i et interview med Berlingske kalder tre skiftende socialdemokratiske justitsministres håndtering »fodslæbende«.

I 2013 brød gruppen Islamisk Stat i Syrien og Levanten med Al Qaeda, og året efter – i juni 2014 – bekendtgjorde den formodede terrorleder, Abu Bakr al-Baghdadi, i den store moske i Mosul, at gruppen havde etableret et kalifat i et større landområde, de havde overtaget med magt i Irak og Syrien.  -

Først var det måske ikke ulovligt deltage i borgerkrigen. Så var det vanskeligt at skaffe beviser. Og så skulle eksperter lige vurdere behovet for ny lovgivning.

»Imens skete der ingenting. Når jeg ser tilbage på forløbet, finder skiftende ministre hele tiden forklaringer på, hvorfor ingen bliver retsforfulgt,« siger Jørn Vestergaard, professor i strafferet ved Københavns Universitet, til Berlingske.