Hvide er underlagt regler til dansk demonstration: Tal ikke med pressen – og lav »menneskelig kæde« mellem sorte og politiet

Som optakt til de talrige demonstrationer, som Black Lives Matter har stået for i de seneste dage, opfordres personer med hvid hudfarve til at rette sig efter en særlig etikette. Det involverer blandt andet villigheden til at danne et menneskeligt skjold mod sorte demonstranter og eksempelvis politiet.

Foreningen Black Lives Matter Denmark (BLM-DK) arrangerer i dag demonstration i Odense, og det bliver med en række retningslinjer for, hvad hvide personer må sige og gøre. Det skriver blandt andet TV 2 Fyn.

Den opfordring kommer i skikkelse af en såkaldt »protestetikette«, som foreningen blandt andet har delt på sin Instagram-profil.

»Nogle råb er ikke til dig,« lyder overskriften på et af mange billeder delt på Instagram.

Det drejer sig om »Hands up, don’t shoot« (hænderne op, skyd ikke) og »I can’t breathe« (jeg kan ikke få luft), står der.

Opfordring til at hvide afholder sig fra råb fra Black Lives Matters Instagram. David Rue Honoré

En knyttet næve i vejret har demonstranter heller ikke lov til at markere sig med. Med mindre de er sorte, står der i retningslinjerne.

»Ikke alt er tilegnet hvide folk, selv ikke dem der er mødt op i solidaritet. At blive kvalt og skudt er ikke ting, som sker for hvide mennesker på samme måde, som de gør for sorte mennesker. Vi får ikke lov til at sige det,« står der i teksten til opslaget.

Det er heller ikke tilladt for hvide mennesker at starte sange eller råb. Man må tilslutte sig dem, står der – dog ikke alle med henvisning til ovenstående – men opfordringen lyder, at man i stedet lytter til, hvad andre deler i stedet for selv at dele ud.

Til spørgsmålet om, hvorfor det forholder sig sådan, siger Bwalya Sørensen, der er talskvinde for foreningen, til TV 2 Fyn:

»Fordi vi er i sorg. Og så ved (vi, red.) også, at når der kommer sådan en medvind, og vi for en gangs skyld får lov til at tale om vores sag, så er der nogle sorte mennesker, der kommer til demonstrationen første gang.«

Protestetiketten har været stærkt omtalt de seneste dage, efter at den blev delt på det sociale medie. Det faldt journalisten og foredragsholderen Jeppe Søe for brystet, da han gæstede Aftenshowet på DR tirsdag.

»Pludselig ser jeg, at hvis jeg skulle være dukket op til den demonstration, var der ting, som jeg simpelt hen ikke måtte deltage i. Det var ikke min demonstration med andre ord. Jeg troede, at det var menneskets demonstration,« sagde han.

Hvide bør forme menneskeligt skjold mod politiet

Af andre opsigtsvækkende etiketter er en opfordring til, at hvide personer – hvis det viser sig nødvendigt – stiller sig mellem eksempelvis ordensmagten og en sort person.

»Du har privilegie, og således kan du bruge det. Tag fat i andre hvide folk og lås arme. Lav en menneskelig kæde. Det kommer til at virke skræmmende, men dette er, hvad vi har brug for at være villige til, hvis det kommer så vidt.«

Opfordring til at hvide personer former en menneskelig kæde mellem sorte og eksempelvis politiet fra Black Lives Matter Denmarks Instagram. David Rue Honoré

I går blev en lignende demonstration for samme sag aflyst. Bag den stod Amnesty International og medlemmer af Enhedslisten, men planlægningen af demonstrationen viste sig at gå i hårdknude under koordineringen, efter at Bwalya Sørensen mente, at Amnesty var for »hvid«.

I et interview i venstrefløjsmediet Solidaritet.dk fortalte Bwalya Sørensen, at BLM-DK ikke vil have noget med Amnesty at gøre.

»Amnesty har KUN hvide ansatte. Ingen bare halvbrune. Vi KAN ikke co-hoste denne type BLM-protest med dem eller andre. Men vi blev ikke spurgt. Igen. Hvorfor kunne Amnesty ikke bare bakke op?« siger hun til mediet.

Berlingske forsøger onsdag at få et interview med Black Lives Matters talskvinde, Bwalya Sørensen.