Hvide mennesker må give mikrofonen videre

»Hvide mennesker nyder godt af, at mennesker med andre hudfarver undertrykkes. Vi vil naturligvis benægte det, men det er nu engang sandheden,« skriver Victoria Brohus. Her afholdes Black Lives Matter-demonstration foran den amerikanske ambassade i København 7. juni. Nikolai Linares

Hvor mange sorte mennesker skulle diskrimineres, undertrykkes og dø, før vi kunne flyve til tasterne på de sociale medier? Og er det nok at køre online-kampagne på den racistiske brutalitet mod sorte mennesker? Nej, selvfølgelig ikke.

Hvis vi virkelig ønsker at kæmpe for en anti-racistisk forandring, er første skridt at se realiteterne i øjnene: At hvide mennesker grundlæggende drager fordel af racisme. Hvide mennesker nyder godt af, at mennesker med andre hudfarver undertrykkes. Vi vil naturligvis benægte det, men det er nu engang sandheden. Hvid privilegieblindhed gør, at vi slet ikke ser (eller ikke vil indse) de problemer, alle andre mennesker, der tilfældigvis ikke er hvide, oplever. Vi vil ikke tro på, at sorte mennesker bliver forfordelt, og at vi i bund og grund er en del af problemet. Derfor kommer vi ikke videre, før vi har lagt vores hvide skrøbelighed til side og sænket paraderne. Vi kan ikke lytte oprigtigt på vores medmenneskers oplevelser og lære af deres viden og erfaringer, hvis vi ikke dropper forsvarspositionerne og vedkender os vores ansvar og racismens rødder.