Køge Kommune er ekstraordinært tilfreds med indsatsen fra dens ansatte, og det skal belønnes.
Coronakrisen har trukket veksler på de fleste i Danmark, og nu vælger kommunen at kvittere med et gavekort. Samtlige kommunalt ansatte modtager derfor et gavekort på 1.000 kroner, skriver Køge Kommune i en pressemeddelelse.
Gavekortet er skattefrit og en mulighed, der er bygget ind i årets finanslov, netop for at gøre det muligt for offentlige og private arbejdsgivere at påskønne medarbejdernes indsats i forbindelse med covid-19. I og med at gavekortet er øremærket oplevelser, overnatning eller bespisning, sikres det, at pengene kommer ud at arbejde i den del af erhvervslivet, der har været hårdest ramt i forbindelse med covid-19.
»Alle, der har prøvet kræfter med en børnefødselsdag, kan forestille sig udfordringen ved at holde styr på en tredje klasse over skærmen. Det har været vilkåret for lærernes arbejdsdag i lange perioder. På linje hermed, har alle Køge Kommunes medarbejdere oplevet forandringer, som har haft indgribende effekt på deres arbejdsdag. Jeg er i den grad imponeret over den vilje og evne til at løse problemerne, som jeg har mødt,« siger borgmester Marie Stærke (S) i pressemeddelelsen.
Samme idé i Odense
Ifølge kommunen er det »yderst sjældent«, at byrådet har gjort noget lignende. I kommunalt regi er der ikke tradition for gaver af denne type. Gavekortet viser altså også den helt særlige situation, som samfundet har befundet sig i det sidste år. På baggrund af byrådets beslutning bliver der nu indhentet tilbud fra forskellige udbudsgivere.
I januar fik omkring 14.000 ansatte i Odense Kommune et gavekort til byens spisesteder, biografer og teatre. Ideen var, at det både skulle ses som en anerkendelse for godt arbejde under coronakrisen og en ekstraordinær støtte til en hårdt presset oplevelsesindustri.
»Køge Kommune er i evig konkurrence om den bedst mulige arbejdskraft. Vi er dybt afhængige af dygtige medarbejdere på alle kommunens arbejdspladser, og derfor er det på sin plads at byrådet med denne anerkendelse sender det vægtige signal,« siger Køges borgmester, Marie Stærke i pressemeddelelsen:
»Med beslutningen her, anerkendes den enorme indsats der er lagt, samtidig med at vi får pengene ud og arbejde i det erhvervsliv, der trænger så hårdt til, at vi igen får gang i gaderne. Jeg kan kun opfordre private arbejdsgivere til at følge trop, og udnytte den mulighed vi har fået i finansloven.«