Godmorgen og velkommen til dagens overblik.

Vi begynder i København, hvor en ny undersøgelse kan være et wakeupcall til forældrene, mens der på Aarhus Universitetshospital er blevet sat ind over for svampesporer, der har plaget en afdeling.

I Tyskland har bilisterne efterhånden fået nok af klimaaktivister, der blokerer vejene, mens man i NATO ikke just er imponeret over Danmarks indsats på forsvarsområdet.

Men vi begynder dagens overblik i Gentofte, hvor der er et helt andet problem.

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.

Gentofte-borgmester utilfreds med forslag om kørselsafgifter

Transportminister Thomas Danielsens (V) ønske om at indføre kørselsafgifter for privatbilister er en ekstra beskatning på dem, der bor i byerne.

Det siger Gentoftes konservative borgmester, Michael Fenger, der ikke er tilfreds med ideen, til Berlingske.

Det kan i fremtiden blandt andet blive blive dyrt at holde i kø langs Holbækmotorvejen. Ifølge ministeren skal det være dyrere at være bilist i byerne, mens det skal koste mindre i landdistrikterne.

»Nu har vi dyrket et samfund op, hvor vi har gjort, hvad vi kunne for at få folk til at flytte ind til byerne, og så skal de straffes for det,« siger borgmesteren, der mener, man bør finde en anden løsning.

Læs hele artiklen på Berlingske her.

En negativ spiral fører til mistrivsel i københavnske skoler

Elevernes selvforståelse er afgørende, hvis man ønsker bedre trivsel og resultater i folkeskolen. Det er faktisk nøglen, lyder det i en ny stor undersøgelse om skoler i København.

Her spiller forældre og lærere nemlig en afgørende rolle.

Undersøgelsen bærer navnet »Københavnsprojektet«, og bag den står sociolog Aydin Soei, professor emeritus Flemming Balvig og lektor Lars Holmberg.

Undersøgelsen viste blandt andet, at, både forældre, lærere, elever og SSP-medarbejdere på otte skoler i hovedstaden tror, at eleverne er mere trætte af at gå i skole, end de faktisk er.

Læs, hvad den ellers viste, på Berlingske her.

Utålmodige tyskere griber ind mod klimaaktivister

Flere tyskere har fået nok af klimaaktivister, der klæber sig fast til asfalt og hinanden.

Aktivisternes budskab når ud, men i en række videoer på internettet kan man se, hvordan vrede bilister reagerer.

De gider ikke længere vente på, at politiet dukker op, så de tager selv affære.

På videoerne kan man se, hvordan de går hen og skælder ud på demonstranterne, mens andre simpelthen slæber demonstranterne væk selv.

Læs mere om den tyske klimakamp på Berlingske her.

Lægehelikopter hvirvlede svampesporer ind ad vinduet på hospital: Kritisk syge patienter måtte få medicin

En intensivafdeling på Aarhus Universitetshospital (AUH) har igennem fire år set sig nødsaget til at give en række kritisk syge patienter forebyggende medicin, skriver Jyllands-Posten.

Det skyldes skimmelsvampesporer i luften på patientstuerne. 26 patienter er blevet smittet under indlæggelse. 21 af dem er døde, men hospitalet kan ikke sige, hvorvidt de er døde med eller af infektionen.

Problemet med indtrængende skimmelsvampesporer blev opdaget i 2019 og skyldes sandsynligvis det massive lufttryk fra rotoren på helikopteren, som lander på helikopterplatformen, der ligger uden for hospitalets hjerteafdeling og Intensiv Øst.

AUHs egne målinger, som avisen har fået aktindsigt i, viser, at svampesporerne i timerne efter en landing på helipaden kan trænge ind gennem vinduer, døre og ventilationssystemer på Intensiv Øst.

Disse »indgange« er nu blevet forbedret, og selvom hospitalsdirektør Poul Blaabjerg kalder sagen alvorlig, slår han samtidig fast, at sygehuset har handlet så hurtigt som muligt, hvorfor han er »helt tryg ved situationen«.

Artiklen er ikke publiceret digitalt endnu, men kan læses i Jyllands-Postens e-avis eller fysiske avis.

Hærens næstkommanderende: »Det her er et nødråb«

Det danske forsvar mangler soldater, faciliteter og materiel. Dét i en grad, som nu får Hærens næstkommanderende, brigadegeneral Henrik Lyhne, til at slå alarm.

»Det her er et nødråb. Situationen er særdeles kritisk, især fordi vi mangler soldater som aldrig før. Jeg har været 40 år i Forsvaret, og det har aldrig set så skidt ud,« siger han til TV 2.

Lige nu står mellem 20 og 25 procent af alle stillinger i Hæren ledige. Værst ser det ud blandt oversergenterne, hvor hele 33 procent af stillingerne er ubesatte.

Det betyder ifølge brigadegeneralen, at Danmark vil få meget svært ved at leve op til NATOs forventninger. Vi har ikke en kampklar hær, lyder svaret.

Ifølge TV 2 fremgår det af et internt notat fra Forsvarsministeriet, at Danmark er langt fra toppen, når det drejer sig om NATOs evalueringer af de 30 medlemslande. Notatet, der er dateret 10. august 2022, beskriver, at Danmark er bagud, når det kommer til NATOs krav om økonomisk og militær formåen.

Du kan læse mere om den sag hos TV 2.

Det sker i dag:

Indland: Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn er 27.-30. marts rammen om den amerikanskledede øvelse Dynamic Front, som er den største artilleriøvelse på dansk jord i 30 år.

Politik: Retten i Aalborg ventes mandag og tirsdag at behandle en straffesag mod Per Zeidler, der tidligere var byrådsmedlem i Syddjurs Kommune. Tiltalen drejer sig om rufferi.

Udland: Den kinesiske it-virksomhed Baidu introducerer sit eget bud på en chatbot, en app som via kunstig intelligens kan bruges til en lang række ting.

Udland: Den tidligere præsident for Taiwan, Ma Ying-jeou, vil besøge Hunan, Kina, frem til den 7. april. Ma Ying-jeou var præsident for Taiwan fra 2008 til 2016. Det er det første besøg i Kina af en tidligere taiwansk leder siden afslutningen på den kinesiske borgerkrig i 1949.

Sport: Tiden er inde til det årlige, traditionsrige mesterskab i roning mellem de to britiske universiteter Oxford og Cambridge på Themsen. Den første dyst fandt sted tilbage i 1829.