Hvis man gerne vil optages i bestyrelsen i de medicinstuderendes forening på Aarhus Universitet, Umbilicus, skal man imponere sine medstuderende med et kreativt indslag ved generalforsamlingen.
Under den årlige generalforsamling i september fik det mindst én studerende til at drikke »en lille tår« af sit eget blod, mens en anden studerende satte tænderne i et grisehjerte.
Det skriver Jyllands-Posten.
Indslagene får nu kritik af prodekan for uddannelse ved Health-fakultetet på Aarhus Universitet Lise Wogensen Bach.
»Det er uacceptabelt og langt over grænsen for, hvordan vi forventer, at vores studerende opfører sig,« siger hun.
Formand for Umbilicus Anne Kirstine Andersen ærgrer sig over de optrædener, der gik over grænsen, og hun gør det klart over for Jyllands-Posten, at bestyrelsen fremover vil tage affære, hvis det går for vidt.
»Det er klart, det er jo ikke noget, vi er hverken glade eller stolte af,« oplyser hun til Jyllands-Posten.



