Stærkt utilfredsstillende, skadeligt for samarbejdet og helt utilstedeligt.
I Folketingets Præsidium og i udvalg på Christiansborg har en voldsom frustration over Sundhedsministeriets lukkethed i minksagen ophobet sig. Ministeriets centrale argument for at tilbageholde dokumenter skydes ned, mens mørklagte dokumenter kan åbne for ny undersøgelse.
Lovgiverne på Christiansborg rejser især hård kritik af regeringen for at mørklægge og tilbageholde afgørende dokumenter i forløbet om minkaflivning.
I Udvalget for Forretningsordenen og Folketingets Præsidium skydes det helt centrale argument for ikke at udlevere dokumenter og trække aktindsigter i langdrag ned, mens det diskuteres, hvad konsekvenserne for lukketheden skal være.
Der er ved at opstå så stor frustration over sundhedsminister Magnus Heunickes (S) håndtering af sagen, at Folketingets fungerende formand Karen Ellemann (V) skærper tonen:
»Det er stærkt utilfredsstillende at opleve, hvordan oplysninger er blevet tilbageholdt for Folketinget. Det er ikke en hensigtsmæssig måde at agere på, og det er vel også derfor, at et flertal i Folketinget har ønsket at undersøge sagen på anden vis,« siger Karen Ellemann med henvisning til det flertal i Folketinget, der i øjeblikket diskuterer rammerne for en mulig bred undersøgelse af det faglige grundlag for at aflive alle mink.
I forvejen er det besluttet at lade en såkaldt granskningskommission afdække det juridiske spor.
Siden Berlingske begyndte at afdække det faglige grundlag for at aflive alle mink, er flere centrale dokumenter dukket op: Et notat fra Københavns Universitet, der på et tidligt tidspunkt såede tvivl om Statens Serum Institut og regeringens primære begrundelse for minkaflivningen 4. november 2020. Et notat om de forskningsforsøg, der lå til grund for seruminstituttets frygt for, at minkvarianten cluster 5 kunne udgøre en trussel for vacciner. Og et dokument, der beskrev de mutationer, som fik Statens Serum Institut til at advare om en ny pandemi med udgangspunkt i Nordjylland.
Disse dokumenter fik Folketinget ikke udleveret op til minkaflivningen, selvom to af notaterne befandt sig i Sundhedsministeriet, og selvom partiformænd og sundhedsordførere specifikt efterspurgte det faglige grundlag for at aflive alle mink.
Det er blandt andet på denne baggrund, at forvaltningseksperter i Berlingske lørdag retter en hård kritik af regeringen.
»Manglen på indsigt i de sundhedsfaglige beslutninger udgør et demokratisk problem for borgere, offentlighed, Folketinget og de minkavlere, der ikke havde mange venner i forvejen, men som må behandles på lige fod med alle andre,« siger eksempelvis professor Peter Munk Christiansen fra Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.
Efter Berlingskes seneste afdækning af mørklægningen har Sundhedsministeriet dog både besvaret et folketingsspørgsmål fra oktober 2020 om mink og efterfølgende udleveret dokumentet om mutationer som aktindsigt.
Henvisning til kommission skydes ned
Sundhedsministeriet har henvist til den kommende granskningskommission, der skal undersøge lovhjemlen til at aflive mink, som forklaring på dets tavshed over for pressen og Folketinget. Det gælder både som afslag på aktindsigter og interview.
Det argument udfordrer sagkundskaben også i Berlingske i dag. Kommissionen skal ikke undersøge det sundhedsfaglige grundlag for beslutningen, og derfor kan kommissionen ikke bruges som undskyldning, lyder det.
I Folketingets Præsidium, hvor Karen Ellemann er fungerende formand, er det oplevelsen, at Sundhedsministeriet tolker kommissionen så bredt, at alle oplysninger om minksagen mørklægges, forklarer Karen Ellemann.
»Det er ikke befordrende for, at vi kan have et samarbejde kørende,« siger hun.

Også De Radikales Rasmus Helveg Petersen er kritisk over for Sundhedsministeriets henvisning til granskningskommissionen som argument for ikke at udlevere dokumenter – og dermed forhale Folketingets arbejde.
»Man kan ikke bruge en undersøgelse om én ting til at forholde Folketinget oplysninger om noget helt andet. Vi tolker aftalen om granskningskommissionen på den måde, at udvalget fortsat skal have oplysninger om det faglige grundlag for beslutningen,« siger Rasmus Helveg Petersen.
Folkevalgte får ikke svar
Også i Folketingets sundhedsudvalg er tålmodigheden med sundhedsministeren ved at slippe op.
En række spørgsmål om minksagen, nogle stillet i november 2020, er stadig ikke blevet besvaret. En oversigt over antallet af minkfarme og lokationen på personer smittet med cluster 5 forventede sundhedsminister Magnus Heunicke ellers at have klar i midten af december 2020.
En forespørgsel om materiale eller korrespondance, hvor sundhedsmyndighederne benævner mink i sammenhæng med Wuhan, skulle have været behandlet i slutningen af januar. Det samme gælder en række øvrige minkrelaterede spørgsmål. Imens indløber der aktuelt nye folketingssvar på spørgsmål, der ikke er mere end en måned gamle.
Det har vakt stor frustration i Folketingets sundhedsudvalg, siger udvalgsformand Jane Heitmann (V).
»Det er helt utilstedeligt, når ministeren ikke svarer på spørgsmål fra udvalgets medlemmer. Ministerens svar er jo vigtige for udvalgets arbejde. Ufuldstændige ministersvar har blandt andet resulteret i en klage til præsidiet. Det ærgrer mig i den grad,« siger hun.
Ministerium: Det kan vi ikke genkende
I Sundhedsministeriet kan man ikke genkende påstanden om, at ministeriet har mørklagt og tilbageholdt dokumenter.
At folketingsbesvarelser går måneder over tiden, skyldes, at ministeren får mange spørgsmål fra sine folketingskolleger, lyder begrundelsen.
»Derudover er spørgsmål vedrørende mink blevet forsinket af, at kommissoriet for den forestående granskningskommissionsundersøgelse skulle klarlægges,« skriver presseafdelingen i Sundhedsministeriet til Berlingske.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ønsker ikke at kommentere minkforløbet over for Berlingske. Han skal dog forklare sig i mindst ét samråd om sagen. Samrådet er ikke berammet, men ministeren har erklæret, at han stiller op. Her vil blandt andre de Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, bore i, om Magnus Heunicke inden pressemødet 4. november kendte til de dokumenter fra Statens Serum Institut, der blev sendt til Sundhedsministeriet 2. november.
»Det er det afgørende spørgsmål. Men uanset hvad er det ministerens ansvar, at ministeriet arbejder på en måde, så alle oplysninger, der skal frem, kommer frem,« siger Per Larsen.
Læs mere:
Berlingskes store gennemgang af minkforløbet kan du læse her.
Du kan få overblik over minkforløbet her.
Og en version til nørderne her.