En krads kritik rettes mod Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, da kommunen efter uger og måneder stadig ligger øverst på listen over coronasmittede i Danmark. Byrådsmedlemmer kritiserer borgmesteren for ikke at tage ansvar, skriver DR.

Fra partier over en bred kam har der været ønske om retning, politisk mod og vilje til at håndtere coronavirussens greb om den sjællandske kommune.

Har man fulgt med i opgørelserne, som mange medier dagligt udgiver, vil man have stødt på Ishøj Kommune, som højdespringeren i smitte. Sådan har det været længe, og sådan er det også i skrivende stund.

Ishøj har tirsdag middag en incidens på 201,2 med 46 nye smittetilfælde inden for den seneste uge.

Kommunen har oplevet flere smitteudbrud og har efter alt at dømme også en slagside i form af befolkningssammensætningen, da der er flere større sociale boligområder – forhold som, erfaringerne nu tilsiger, giver gunstige forhold for smittespredningen.

Ifølge DR er der flere afsendere af kritikken mod borgmesteren, og både Venstre, Dansk Folkeparti og borgmesterens tidligere parti, Socialdemokratiet, efterspørger en bedre håndtering.

»Jeg synes, han har haft for travlt med at skyde skylden på en bestemt gruppe borgere i stedet for at sige, at vi har den befolkningssammensætning, vi har, og hvordan kan vi så gøre det bedst muligt,« siger Ole Wedel-Brandt fra Enhedslisten til DR.

Kommunen har været under særligt opsyn fra myndighederne i nogen tid, og i slutningen af februar rykkede et hold af 80 såkaldte testambassadører ind i kommunen for at stemme dørklokker. Holdet fra Styrelsen for Patientsikkerhed gik i orange veste for at uddele informationsmateriale og opfordre kommunens indbyggere til at blive testet.

Ole Bjørstorp har været borgmester i Ishøj siden 2001, men skiftede sidste efterår til sit eget parti, Ishøjlisten, efter at han mistede spidskandidaturet op til kommunalvalget i år.

Bjørstorp svarer på kritikken, men erklærer sig enig i, at der bør ske »noget mere«.

»Jeg synes, vi har gjort alt, hvad vi kunne, men det har ikke fjernet al den smitte, som vi gerne ville have væk,« siger Ole Bjørstorp til DR.