Øsende regnvejr, teenagegråd og i alt 19 elever, der mangler til undervisningen.
Det er ikke det, naturfagslæreren Asger Greve fra Skolen på Grundtvigsvej forventer, da hans står klar til at tage imod sine 8. klasses elever på Kilometerbroen ved Amager Strand.
Godt nok er klasseværelset på Frederiksberg skiftet ud med bænke ved Amager Strand, men Asger Greve har forberedt sig grundigt og er ved godt mod – han glæder sig til at se eleverne, som ikke har været samlet i tre måneder. Ikke engang de lurende, mørke skyer i horisonten gør ham nervøs, for han er iført blå regnjakke, sorte regnbukser og gummistøvler.
»Det er nemlig rigtigt: Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr, kun dårlig påklædning,« gentager han.
Tekniske problemer
Optimismen bliver dog hurtigt afbrudt.
Tre minutter inden timen starter, er det kun de to drenge Marius og Villum, der er mødt op. Da den tredje elev – Vilma Johanne Hallander Hvid – kommer slentrende mod sine lærere, ringer hendes iPhone. Det er veninden Hannah, der ringer med dårlige nyheder.
»Der er en brandalarm, der er gået på metrostationen, så metroen kører ikke den næste time. Vi er ved stationen ved Frederiksberg Centret. Jeg tror, vi er 13 fra klassen her eller sådan noget,« lyder det fra Hannah, som er sat på højttaler, så de to lærere kan høre med.
Asger Greve kigger på sin kollega med et skeptisk blik. Nu er mulige udfordringer med vejret langt fra dagens største problem.
Alle landets 5.-8. klasser har siden 9. december været hjemsendt og har siden haft online hjemmeundervisning. Som en del af de seneste genåbningsplaner, må netop denne aldersgruppe samt Region Hovedstadens 9. klasser nu mødes én gang om ugen til udendørs undervisning. Og det er indtil videre ikke gået helt så gnidningsfrit som man kunne ønske, ifølge naturfagslæreren på Skolen på Grundtvigsvej.
»Ja, det viser jo, at det ikke ligefrem er optimalt at samle en klasse til udendørs undervisning langt væk fra skolen – især ikke, når metroen er gået i stå.«
Undervisning fortsætter
Vilma kigger i sin iPhone, mens de to drenge griner af, at deres ven skriver, at han er på vej i bus.
Konklusionen bliver, at resten af klassen må tage hjem, og at undervisningen skal i gang.
»Jaa, det er jo lidt uheldigt. Nåh. Godt så, lad os gå hen til bordet og kigge på nogle sten,« siger Asger til de tre elever og ser en smule misfornøjet ud med hele situationen, mens han sammen med eleverne bevæger sig over til bænkene.
Han viser de tre elever – Vilma, Marius og Villum – nogle medbragte laminerede plancher med forskellige stentyper. De skal samle så mange sten som muligt, bringe dem tilbage til bordet, og se om de kan identificere de forskellige stentyper.
Det er hverken i protest eller med stor entusiasme, at de tre elever går langs vandkanten med en plastikpose i den ene hånd.
»Det er lidt ærgerligt det her, for jeg havde glædet mig til at se klassen. Vi er en pigegruppe på syv i klassen, men vi kan jo ikke mødes så mange på grund af forsamlingsforbud, så vi har bare skrevet sammen på vores snapchatgruppe under nedlukningen,« fortæller Vilma Johanne Hallander Hvid.
Selvom hendes veninder ikke er nået frem til dagens udendørs undervisning, er hun glad for at komme udenfor til den noget amputerede undervisningsdag.
»Det er svært at motivere sig selv til at komme ud ad døren. Anden nedlukning har ramt hårdt synes jeg, især på motivationen. Så det er faktisk ret fedt at komme ud og få noget luft,« siger hun og samler en sten op i plastikposen.
Teams på stranden
Asger Greves telefon ringer. Det er en af de andre lærere, der har hørt om dagens tekniske udfordringer.
»Ja, det er, som det er. Tag regnbukser og gummistøvler på i morgen,« siger han i telefonen.
Imens prøver hans kollega at få forbindelse på Teams gennem sin iPhone, så Vilma, Marius og Villum kan vise stenene frem til resten af klassen.
»Så kan I fortælle lidt om de sten I har fundet, så de andre også kan få lov til at opleve stranden, nu når metroen ikke kunne få dem med,« fortæller Asger.
Der er stille på linjen. Da de begynder at forklare, er tre elever tjekket ind på Teams, men de er på mystisk vis forsvundet, da forklaringen er overstået.
I horisonten kan man se, at regnen har sneget sig ind over Amager Ressourcecenter (det tidligere Amager Forbrænding, red), som er blevet helt grumset og tåget af regn.
»Det er noget af en klassetur, det her« siger Villum, mens han roder ved de sten, han har fundet.
Hjemtur
I sidste uge kunne Berlingske beskrive, hvordan flere skoleledere i København så store udfordringer i at afvikle undervisning for 5.-9. klasse udendørs. Blandt andet fordi storbyskolerne har begrænsede udendørsarealer tilgængelige.
Og selvom naturfagslærer Asger Greve gør alt, hvad han kan for at få udendørsundervisning til at fungere, ser han også problemer med at få fagligheden op på et ordentligt niveau, når eleverne skal møde op udenfor.
»Man havde ikke behøvet at spørge mange lærere for at finde ud af, at en hel dag med udendørs undervisning på en regnvejrsdag i marts – det får man altså ikke det helt store faglige udbytte ud af. Især ikke, når der opstår problemer med metroen ...« siger han og henviser til, at det især kan blive problematisk for de ældste elever, hvis ikke de får ordentligt udbytte af undervisningen.
»Jeg løber tør for ting, der giver mening at lave udendørs, og det er især 9. klasserne, jeg er bekymret for. 8. klasserne har jeg trods alt et år endnu, men der er altså nogle elever, der falder fuldstændig igennem her og som skal vurderes uddannelsesparate forud for det næste år.«
Vilma, Asger og Villum kaster deres sten ud på stranden og gør sig klar til at gå hjem. Nu har regnen bevæget sig fra Amager Forbrænding til Amager Strand.
De to lærere og tre elever begynder at gå over kilometerbroen, da to piger fra klassen kommer dem grædende i møde. De er faret vild på vej derud og har prøvet at ringe til lærerne på Teams, men uden held.
»Vi har prøvet at ringe tre gange,« siger de med gråd i stemmen. Asger og hans kollega trøster de to piger og giver med et »tak for i dag« tegn til de andre elever om, at de godt må tage hjem.
Nu har regnen for alvor taget fat i Amager, og Vilmas lyseblå dunjakke er ved at skifte farve på grund af regnen. Hendes mor henter hende heldigvis i bil. Og forhåbentligt bliver det noget lettere næste gang, siger hun.
»Jeg håber, at det lykkedes bedre næste gang, og jeg håber, at vi snart kan mødes på en mere »normal« måde end det her.«
