De har holdt øje med velfærdsstaten fra begyndelsen, nu fortæller de om isolerede mennesker mod et uformående system

I nutidige bøger står det enkelte menneske alene over for en velfærdsstat, der ikke længere formår at hjælpe. Det er en direkte afspejling af manges konkrete møde med den velfærdsstat, vores tilværelse er centreret om.

Med bogen »Mit arbejde« beskrev Olga Ravn forholdene på fødegangene med så stor gennemslagskraft, at det førte til lovændringer.  Tobias Kobborg

Det var egentlig ment som et opgør mod tendenser til nedsat tid i den kreative klasse. Men med deres advarsler om velfærdsstatens sammenbrud, hvis for mange nedprioriterer arbejdet, har Mette Frederiksen og Kaare Dybvad Bek uforvarende afsløret en dybere utilfredshed med velfærdsstaten.

Det giver helt tydeligt mindre mening for nogle at aflevere deres børn til verdens længste institutionshverdag, inden solen står op, og hente dem, efter at den er gået ned, når velfærdskompensationen ikke står mål med indsatsen. For dem er den samfundskontrakt, som Socialdemokratiet fremhæver, allerede brudt med lange ventelister, udsigtsløse udredninger, kampe med systemet og for ringe kvalitet i daginstitutioner og ældrepleje.