Det tog tid, før hun turde sige det højt. Rikke Vindberg og hendes mand har truffet et kontroversielt valg

Rikke Thorslund Vindberg og hendes mand har truffet et valg, der er kontroversielt i et samfund, hvor familiens afhængighed af hinanden er erstattet af fællesskabets afhængighed af den enkelte. Mens danske børnefamilier er blandt dem, der arbejder mest i Vesteuropa, har hun selv passet sine børn.

Rikke Thorslund Vindberg har gået hjemme med døtrene Naja og Silje. Liv Latricia Habel

Silje og hendes mor, Rikke, stiller op til en særlig version af skak, mens femårige Naja skærer et æble ud. »God kamp,« siger otte årige Silje og giver sin mor hånden. En dag i skolen fik en af hendes veninder en præmie for ikke at blive ked af det over at tabe alle spil, fortæller hun. Hun er hjemme fra skole i dag og har siddet og lavet lektier, mens hendes mor har talt med journalisten. Hun var lidt skidtmas i morges, men har det bedre nu.

»Vil du høre, hvad jeg bedst kan lide,« spørger Naja og svarer med det samme: »At hoppe rigtigt højt med min mor på trampolinen.«