Danmark tager snart hul på næste kapitel i vaccinationerne: I dag kan endnu en vaccine få grønt lys

Hvis vaccinen fra Moderna bliver godkendt i dag, vil Danmark være et lille skridt tættere på at få befolkningen vaccineret. På fredag kan alle plejehjemsbeboere have fået første stik, og slagplanen er klar for de næste grupper.

Det går hurtigere end først antaget med at vaccinere alle plejehjemsbeboere mod covid-19 første gang. Her er det beboere og ansatte på en række plejehjem i Svendborg Kommune, der bliver vaccineret søndag den 3. januar 2021. Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Vaccinen fra amerikanske Moderna er den næste sending til det stigende arsenal mod coronavirussen. Nogle lande har allerede taget den i brug, men i Danmark mangler man stadig en endelig godkendelse fra det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

Godkendelsen ventedes at lande mandag, men det skete ikke. I dag mødes EMA igen, og igen spirer håbet om en godkendelse, der kan sende flere vacciner vores vej.

Ifølge Moderna selv har deres vaccine en stor effekt. Foreløbige data fra et studie med mere end 30.000 deltagere viser, at Modernas vaccine har en effektivitet på 94,5 procent. Nyheden kom, kort tid efter at Pfizer/BioNTech kunne fortælle, at deres coronavaccine havde en effektivitet på over 90 procent.

Næste kapitel af vaccinationer

Plejehjemsbeboerne var som bekendt de første til at modtage en vaccine i Danmark. Første stik blev givet 27. december til 79-årige Leif Heiselberg på Ældrecenter Øst i Odense.

På fredag regner regionerne med, at samtlige 40.736 plejehjemsbeboere har modtaget første stik af vaccinen, og dermed kan næste gruppe stå for skud.

Flere regioner har allerede vaccineret deres plejehjemsbeboere og har åbnet vaccinationscentre for visiterede borgere. For at blive prioriteret til en vaccine i regionens vaccinationscentre skal man være visiteret af sin læge eller kommune. Det er Sundhedsstyrelsen, der fastlægger kriterierne for, hvem kommuner og læger skal visitere og prioritere.

Den prioriterede liste over grupper, der står til at få vaccinen, kan ses i faktaboksen nedenfor.

Den danske vaccineindsats

Det tog sin tid, men 26. november var regeringen og myndighederne klar med slagplanen for vaccinerne. Flere ting kunne ændres efter behov, men det stod klart, at det var de udsatte grupper i samfundet, der stod forrest i køen.

Det var særligt de lungesyge, da de er i risiko for alvorligt forløb med covid-19. Hertil får personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren vaccinen. Borgere, der lider af lungelidelsen KOL, udgør 205.257 personer.

Myndighederne har inddelt vaccinationsindsatsen i to faser, der hver består af to delfaser.

I de første faser af den danske indsats regner myndighederne med at have en begrænset forsyning af vacciner. Danmark har indgået aftaler med fire vaccineproducenter, hver med sin egen type vaccine, der alle melder om høj sikkerhed og virkning. Vaccinerne adskiller sig dog ved blandt andet at have forskellige krav til opbevaring. Nogle vacciner skal opbevares køligt, mens andre kan opbevares under højere temperaturer.

Vaccinen fra Moderna, som måske bliver godkendt i dag, behøver ikke at blive opbevaret ved lige så lave temperaturer som vaccinen fra Pfizer, der skal opbevares ved minus 70 grader.

Visse vacciner har vanskelige opbevaringskrav og kræver køreforhold under minus 60 grader, og der er derfor i fase 1A behov for »prioritering og central styring«, skriver Sundhedsstyrelsen.

Øvrige personer i øget risiko

I scenariet med en større vaccineforsyning kommer næste delfase. Nu er det øvrige personer i øget risiko for covid-19. Det gælder blandt andet øvrigt personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren med tæt borger- eller patientkontakt.

Det kan eventuelt inkludere øvrige udvalgte samfundskritiske funktioner, som der ikke er sat navn på endnu.

Styrelsen kalder det en »målrettet decentraliseret vaccination«, der adskiller sig fra den forrige fase og delfase, som er centraliseret. I den sidste delfase er Danmark nået til et punkt, hvor der ikke er en begrænset forsyning af vacciner, men hvor de er bredt tilgængelige. Opbevaringskravene er ikke længere strenge, i forhold til eksempelvis hvor koldt vaccinerne skal opbevares.

Myndighederne har endnu ikke et godt bud på, hvornår hele befolkningen kan være vaccineret.

Tæller man imidlertid plejehjemsbeboere, ældre, lungesyge og sundhedspersonale, udgør grupperne samlet knap halvdelen af den danske befolkning.