Godmorgen og velkommen til tirsdagens nyhedsoverblik.
I dag skal det på flere måder handle om fly. Udvidelsen af Københavns Lufthavn møder nemlig kritik, mens debatten om kampfly til Ukraine fortsætter.
Manges øjne – og måske også dine – er dog primært rettet mod Moskva, hvor Kinas præsident, Xi Jinping, i disse dage besøger den russiske præsident Putin.
Og det er også i Moskva, at vi starter dette nyhedsoverblik. Her har myndighederne givet Berlingske detaljer om den sprængladning, de hævder at have fundet i Østersøen.
God læselyst.
Rusland: Vi har fundet spor af sabotage på Østersøens intakte gasledning
Hidtil har det været et mysterium, hvorfor kun tre af de fire gasrørledninger på Østersøens bund blev sprængt i stykker i september sidste år.
Men det var næppe meningen fra sabotørernes side, lyder det fra Rusland, som hævder at have fundet en del af en anordning fra en sprængladning på den sidste af de fire Nord Stream-gasledninger.
Russiske myndigheder har givet Berlingske nye opsigtsvækkende detaljer om det objekt, de hævder at have fundet.
Det indebærer blandt andet en samtale mellem den danske ambassade i Rusland og præsident Putins magtfulde udenrigspolitiske rådgiver Jurij Usjakov.
Læs hele historien her hos Berlingske.

Massiv udvidelse af Københavns Lufthavn møder skarp kritik
Københavns Lufthavn har igangsat de to første byggeprojekter, der skal skabe plads til 40 millioner passagerer årligt.
Men syv miljøorganisationer har beregnet den potentielle klimapåvirkning af en udvidet lufthavn – og det ser sort ud for Danmarks 2030 og 2050 mål.
Ifølge organisationernes beregninger kan udvidelsen medføre et mindstemål udledning af ekstra 2,1 millioner tons CO₂ om året fra fly og lufthavn.
Alligevel er klimapåvirkningerne ikke nævnt med ét ord i lovforslaget om byggeriet. Forslaget strider nemlig ikke mod klimaloven, fordi den danske klimalov ser bort fra udledning fra international luftfart.
Læs hele historien her hos Berlingske.

NATO styrker sit massive luftvåben, mens ukrainere er desperate efter »frihedens vinger«
Ifølge seneste tal fra tænketanken International Institute for Strategic Studies (IISS) råder NATO over cirka 1.800 kampfly.
Men Ukraine må væbne sig med tålmodighed i stedet for kampfly, mens Danmark og andre NATO-lande er i gang med en langsom, men slagkraftig udskiftning af eget luftvåben.
Ifølge Olivier Schmitt, der er professor mso ved Center for War Studies på Syddansk Universitet, kan der være to årsager til, at Vestens ledere tøver med at donere det eftertragtede militære materiel.
»Det største problem er, at donationerne udtømmer Vestens arsenal. Ligesom med andre overførsler af våben rejser det spørgsmålet om, hvordan man finansierer en erstatning, og om der er industriel kapacitet til det,« siger Olivier Schmitt.
Læs hele historien her hos Berlingske.

Kræftpatienter blev fejlinformeret om livsvigtig operation i udlandet
Patienter med fremskreden tarmkræft er på Aarhus Universitetshospitals mave- og tarmkirurgiske afdeling blevet fejlinformeret om deres muligheder for at blive opereret i udlandet.
Det skriver DR, der har fået indsigt i interne dokumenter.
Lægerne har ifølge DR fået at vide af ledelsen, at de skulle tilbyde patienterne, at hospitalet kunne undersøge muligheden for operation i udlandet.
Men sagde patienterne ja til at få det undersøgt, ville de miste den operationstid, de havde fået på hospitalet.
Og det er et brud på reglerne, der kan have haft alvorlige konsekvenser, siger professor i sundhedsjura ved Aalborg Universitet, Helle Bødker Madsen.
»Patienterne risikerer jo ikke at kunne få et behandlingstilbud, fordi de har ventet for længe og i sidste ende dø, fordi ventetiderne er overskredet,« siger Helle Bødker Madsen.
Læs hele historien her hos DR.
Børn tester sig for psykiske sygdomme på TikTok
Bider du negle, klør du dig selv i håret eller har du svært ved at falde i søvn? Så har du måske angst eller depression.
Sådan lyder det i en række videoer på det sociale medie TikTok, som Børns Vilkår nu kalder »meget bekymrende«.
Fænomenet er steget markant, og hos BørneTelefonen, som drives af Børn Vilkår, oplever rådgivere flere henvendelser om selvdiagnosticering hver uge.
Det fortæller Kathrine Elmose Jørgensen, der er digital medieekspert ved Børns Vilkår, til Jyllands-Posten.
»Vi har børn, der henvender sig, fordi de reelt er bekymret for at have adhd, da de ikke kan sidde stille eller larmer i timerne. Der er børn, der ringer ind, fordi de er frustrerede over, at de voksne ikke vil lytte til dem, når de siger, at de har adhd, fordi de har taget en online test, eller genkender sig selv i bestemte symptomer, de har set online,« siger hun til avisen.
Læs hele historien i Jyllands-Posten.
Det sker i dag
Xi Jinping besøger Putin: Kinas præsident, Xi Jinping, er fortsat på besøg i Ruslands hovedstad, hvor han mødes med den russiske præsident, Vladimir Putin. Besøget slutter onsdag.
NATOs årsrapport: NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, præsenterer forsvarsalliancens årsrapport.
Årets kok 2023: I dag bliver årets bedste kok og ditto tjener kåret ved finalerne, som løber af stablen under Madværkstedet-messen i Lokomotivværkstedet i København.
Klimaministre mødes i København: En række klimaministre afslutter i dag et to dages langt møde i København forud for COP 28 i De Forenede Arabiske Emirater til december.