Bliver dit barn krammet og trøstet nok i børnehaven? Det giver et nyt stort studie nu svaret på

En ny rapport fra Børns Vilkår sætter fokus på børns trivsel i børnehaven. Eksperter kalder resultaterne for alarmerende og bekymrende, og de advarer om, at det kan få fatale konsekvenser for børnene, hvis de ikke modtager trøst og kram nok i dagtilbuddet. »Det er helt skidt og lige til at få ondt i maven over,« lyder en af reaktionerne på rapporten.

Det er vigtigt for børns udvikling at blive krammet og trøstet af voksne, men det er ikke alle børn, der oplever denne omsorg fra pædagogerne, når de er i børnehave. Johan Gadegaard

Stribevis af eksperter har sagt det, pædagoger er fortvivlede over det, og forældre er rasende: Børn trives ikke i landets daginstitutioner, og de får ikke den omsorg, de har behov for, mens mor og far er på arbejde.

Men hvad mener hovedpersonerne selv om deres hverdag i børnehaven? Synes de, at de voksne har tid til at trøste dem, oplever de at få kram og fysisk kontakt fra pædagogerne, og føler de sig trygge i de i gennemsnit syv til otte timer, som de hver dag bruger væk fra hjemmet i institutionen?