En bil ramte fredag aften to fodgængere ved Tivoli i København.

Lørdag morgen er Københavns Politi stadig i gang med at undersøge omstændighederne vedrørende uheldet. Men det oplyser dog, at intet tyder på, at påkørslen var bevidst.

»På nuværende tidspunkt er der intet, der tyder på, at det var tale om forsætlig påkørsel,« skriver politiet på Twitter.

Ulykken skete på Bernstorffsgade, hvor der også er indgang til Hovedbanegården. To fodgængere blev ramt og kom lettere til skade.

»Den ene fodgænger og føreren af bilen skal en tur på skadestuen,« sagde vagtchefen ved Københavns Politi Jess Voldager fredag aften.

Ulykken skete omkring klokken 20.30.

Fredag kort før klokken 22.00 oplyste Københavns Politi på Twitter, at den mandlige fører af bilen var blevet anholdt.

Han er blevet løsladt igen, oplyser vagtchef Jesper Frandsen fra Københavns Politi lørdag morgen. Vagtchefen fortæller videre, at de endnu er ved at undersøge årsagen til ulykken.

»Der er stadigvæk nogle vidneafhøringer, der skal gennemføres, før vi kan lægge os endeligt fast på, hvad der endeligt er sket. Men det tyder på, at det er et relativt banalt færdselsuheld,« siger han.

Men han kan allerede nu sige, at føreren – der er 22 år – ikke var spiritus- eller narkopåvirket.

Det var to italienske turister, som blev ramt af bilen. De kom lettere til skade.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.