Taleban trænger i øjeblikket ind i Afghanistans hovedstad Kabul fra alle sider, og derfor er danske udsendte blevet evakueret til Kabuls lufthavn.

Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent, Kristian Mouritzen, kalder situationen for et nederlag, der vil gå over i historien som et af de største nogensinde.

»Det er meget overvældende, at Taleban rent faktisk stormer ind i Kabul nu. Det lægger hele de allieredes krigsindsats fuldstændig i ruiner. Vi har brugt så mange ressourcer og mistet så mange soldater på den krigsindsats,« siger han.

Han påpeger, at amerikanske efterretningstjenester for få dage siden sagde, at der var et vindue på to til tre måneder, før Taleban stod i Kabul.

»De efterretninger har været dybt upålidelige,« siger han og fortsætter:

»Det er aldrig lykkedes med det, som var den skjulte dagsorden – nemlig at opbygge en demokratisfk nation i Afghanistan. De allierede har tumlet med afghanske regeringer, der har været dybt korrupte og har stukket pengene ned i lommerne på de forkerte folk. Udgangspunktet har været et overoptimistisk syn på, hvad man kan gøre for at eksportere demokrati og frihed til alle mulige kulturer og lande, der er domineret af andre ting. Når man samtidig har postet så mange penge i korrupte regimer, så er det et kæmpe problem, at man ikke har taget hånd om det for længst.«

Udenrigsministeriet oplyser i en pressemeddelelse her til formiddag, at udsendte danskere er blevet evakueret til lufthavnen i Kabul, og at arbejdet med at evakuere lokalt ansatte er i fuld gang. Kristian Mouritzen har talt med ministeriet til formiddag og er blevet oplyst, at der stadig er lokalt ansatte, man ikke kan få fat på.

»Man kan glæde sig over, at vi har fået evakueret de danske udsendte, men man kan samtidig undre sig over, at man ikke har kunnet tage alle de afghanske lokalt ansatte på ambassaden med,« siger han:

»Når man har forberedt det her scenario i flere uger, hvorfor har man så ikke lavet en beredskabsplan for de lokalt ansatte? Det vil være en katastrofe for den danske regering, hvis det ender i en situation, hvor vi måske må efterlade en del af de lokalt ansatte til deres skæbne med Taleban.«

Søndag formiddag oplyste det afghanske indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den militante islamistiske bevægelse Taleban er begyndt at trænge ind i Kabul fra alle sider.

Taleban har den seneste tid vundet frem i Afghanistan. Det sker, efter at vestlige soldater er begyndt at forlade landet.

Søndag morgen erobrede Taleban byen Jalalabad, der var en af de sidste sikre veje mellem Kabul og Pakistan.

Ifølge Ritzau forhandler Taleban søndag med den afghanske regering om en fredelig overdragelse af magten i Kabul.