Opdateret

Danmarks udsendte medarbejdere er rykket til Kabuls lufthavn

Muligheden for udrejse svinder ind. Udenrigsministeriet opfordrer alle danskere i Kabul til at forlade landet.

Wakil Kohsar/AFP/Ritzau Scanpix

De udsendte medarbejdere på Danmarks ambassade i Kabul blev natten til søndag flyttet til Kabuls lufthavn.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er sket efter konsultation med allierede partnere og på opfordring af de danske sikkerhedsmyndigheder.

Udenrigsministeriet skriver desuden, at alle danskere i Kabul skal forlade Afghanistan omgående. Det skriver, at det er vigtigt, og at mulighederne for udrejse svinder ind.

Ambassaden er ifølge Udenrigsministeriet i færd med at etablere sig i lufthavnen.

Yderligere lyder det, at arbejdet med at evakuere de lokalt ansatte danskere og afghanere, som har støttet den danske indsats i Afghanistan, fortsætter.

Ambassaden er søndag morgen ved at kontakte alle de lokalt ansatte og afdække det videre forløb, mens planlægningsarbejdet fortsætter fra København. Planerne vil på grund af situationens omskiftelighed tilpasses løbende.

Tidligere søndag oplyste det afghanske indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den militante islamistiske bevægelse Taleban er begyndt at trænge ind i Kabul fra alle sider.

Taleban har den seneste tid vundet frem i Afghanistan. Det sker, efter at vestlige soldater er begyndt at forlade landet.

Søndag morgen erobrede Taleban byen Jalalabad, der ifølge USAs Institut for Fred var en af de sidste sikre veje mellem Kabul og Pakistan.

Den 22. juni oplyste Forsvarsministeriet, at den sidste danske soldat havde forladt Afghanistan.

/ritzau/