Anklager benytter snedigt greb for at kunne bruge aflytninger i drabssag – selv hvis de er ulovlige

I en ekstraordinær retsdag procederede forsvarer og anklager i Louise Borglit-sagen for, om det centrale bevismateriale kan bruges i sagen eller ej. Dommen i sagen er udskudt på ubestemt tid.

Det vides ikke, hvornår der falder dom i sagen om drabet på Louise Borglit. Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Det er snart syv år siden, Louise Borglit ikke kom hjem. Syv år, hvor hendes pårørende har manglet svar. I denne uge skulle dommerne endeligt have afsagt dommen over den nu 29-årige mand, der var mistænkt helt fra begyndelsen, men som politiet i flere år ikke kunne bevise var manden, der dræbte Louise Borglit.

Nu er visheden udskudt på ubestemt tid, mens byretten, efter påbud fra Østre Landsret, skal tage stilling til, om politiet gik for langt i forsøget på at opklare sagen. Det var det, der var det store stridspunkt på tirsdagens indskudte retsmøde.