Se kortet: Så tørt er det efter flere dage med regn

Selvom det har regnet flere steder i landet i løbet af de seneste dage, skal der mere nedbør til for at rette op på den udbredte tørke, oplyser DMI.

Flere steder i landet har været plaget af tørke, og det har blandt andet betydet, at det mange steder er forbudt at afbrænde sankthansbål. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix/Arkivfoto

Meteorologerne er ikke i tvivl. Der er ikke faldet så meget nedbør, at den har kunnet gøre en ende på tørkenen.

I en statusmeddelelse fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) lyder det, at der er faldet mindre end seks millimeter nedbør i løbet af de seneste dage:

»Det er langtfra nok til at ændre tørkesituationen for alvor. En normalisering af tørkeniveauet kræver 30 til 40 millimeter nedbør, der helst skal falde som blid heldagsregn,« skriver DMI på Twitter.

DMI har udgivet et opdateret kort, der viser det danske tørkeindeks, og på kortet kan man se, hvor i landet der er mest brug for vand:

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI)

Det kunne dog se ud som om, der er håb forude, idet der i løbet af de kommende dage kan komme mere regn.

»Men vi kommer ikke op i de mængder, der skal til. Der vil nok kunne komme nogle byger i løbet af natten og i morgen formiddag, og nogle af dem kan blive kraftige,« siger vagthavende meteorolog Hans Peter Wandler.

»Hvor de rammer, hvornår de rammer, og hvor længe de rammer, det er enormt svært at sige, fordi det er et lokalt fænomen. Og hvor meget regn de vil kaste af sig, er også svært at forudsige.«

Når DMI skriver, at nedbøren helst skal falde som »blid heldagsregn«, skyldes det, at regnen hverken må falde for langsomt eller for hurtigt.

Falder den for hurtigt, risikerer man, at vandet i stedet kan løbe ned i afløb og vandløb, forklarer Hans Peter Wandler. Falder den for langsomt, risikerer man, at regnen fordamper for hurtigt.