Politiet gjorde alt for at opklare drabet på Louise Borglit – måske gik de for langt

En af de mest spektakulære og principielle retssager tog i denne uge en uventet drejning lige inden slutningen, da Østre Landsret pålagde dommerne at tage stilling til de centrale beviser i sagen om drabet på Louise Borglit. Først herefter kan sagen genoptages. Den principielle strid har præget sagen fra begyndelsen.

Østre Landsret har pålagt retten i Glostrup at tage stilling til, om aflytningerne i sagen om drabet på Louise Borglit kan bruges som bevis i sagen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

En af de mest principielle retssager i nyere dansk retshistorie tog i denne uge en uventet drejning. I sin essens handler det om, hvor langt politiet i mangel af fældende beviser må gå for at få en tilståelse, og om hvornår man ikke længere bare er mistænkt, men reelt er sigtet med de rettigheder, der er fundamentet for et retssamfund.

Østre Landsret har pålagt byretten i Glostrup at afbryde sagen om drabet på Louise Borglit, indtil der er taget stilling til, om politiet har fremskaffet det helt centrale bevismateriale i strid med retsplejeloven, og ikke mindst om de beviser er afgørende for sagens udfald. Det har fået tiltaltes forsvarer, Christina Schønsted, til at tale om »rettergangsfejl«.