Anders er lærer for elever, der ikke tør fremlægge eller række fingeren i vejret – nu har han fundet en løsning

Anders Thorsen er skolelærer for de ældste elever i folkeskolen. Han oplever, at mange af eleverne – især pigerne – er bange for at række fingeren i vejret i timerne, de tør ikke fremlægge, og de er nervøse for at begå de mindste fejl. Derfor har han indført nogle særlige tiltag i sin klasse for at komme angsten for at fejle til livs.

Anders Thorsen er udskolingslærer. Han oplever i stigende grad, at en del af eleverne – især pigerne – er nervøse for at komme til at begå de mindste fejl foran klassekammeraterne og læreren. Tobias Kobborg

Anders Thorsen vidste, at han var nødt til at gøre noget særligt for sin klasse, efter at han for nogle år siden oplevede en ung pige bryde sammen midt i en undervisningstime i samfundsfag.

»Hun var den typiske 12-talspige. Dygtig i skolen, havde den rigtige kæreste, så godt ud, så ud til at have styr på livet. Men hun kunne simpelthen ikke mere og endte med at bryde sammen med bankende stress,« fortæller Anders Thorsen.