Analyse: Ruslands scifi-våben gør Grønland central i forsvaret af USAs østkyst

Supermagten har travlt med at sikre et effektivt forsvar mod hypersoniske missiler. I modsætning til ballistiske missiler kan disse flyve og ændre retning i atmosfæren, og det gør dem svære at opdage. Nye varslingsstationer og luftforsvar i Grønland kan hjælpe.

Billedet fra det russiske forsvarsministerium viser angiveligt det russiske missilsystem Avangard, som er udstyret med et missilhoved, der med hypersonisk hastighed kan svæve i selve atmosfæren og manøvrere undervejs. Ruslands forsvarsministerium

Et interkontinentalt ballistisk missil flyver i en forudsigelig bane, lige fra det sendes flere tusind kilometer ud i rummet, og til det vender tilbage til atmosfæren.

Dette gør det muligt nogenlunde at forudsige, hvor missilet vil ramme, og hvor det befinder sig. Og dermed kan missilet teoretisk set også skydes ned.