En 28-årig mand er ved Retten i Aalborg idømt halvandet års fængsel samt udvisning med indrejseforbud i 12 år, efter at han i april med vilje påkørte en betjent.
Det skriver det regionale medie Nordjyske.dk.
Episoden fandt sted om aftenen den 2. april på Øster Sundby Vej i Aalborg.
Her standsede betjenten den 28-årige, der kom kørende med mere end 90 kilometer i timen, hvor den højest tilladte hastighed er 60 kilometer i timen.
Da betjenten stillede sig foran bilen for at notere nummerpladen, kørte den 28-årige ind i ham og stak af. Betjenten, der ikke kom alvorligt til skade, trak sin tjenestepistol og affyrede flere skud mod den flygtende bil.
Bilen blev ramt af to af de fire skud, betjenten affyrede, men ingen i bilen blev ramt.
Nordjyllands Politi efterlyste den 28-årige med navn og foto, og efter en uge på flugt smækkede håndjernene om hans håndled.
Politiet havde mistanke om, at han kørte i en bestemt bil. Om aftenen den 8. april blev bilen fanget af politiets automatiske genkendelse af nummerplader på motorvej E45 ved Hobro.
Efter en kort biljagt blev bilen standset og den efterlyste anholdt.
Allerede i oktober 2014 blev den 28-årige udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Derfor var han også tiltalt for at overtræde dette forbud.
Ifølge Nordjyske nægtede manden sig skyldig. I retten forklarede han, at det var betjenten, som havde kastet sig ind over bilen i forsøget på at stoppe den.
Han ankede på stedet dommen til Vestre Landsret.
/ritzau/



