Gustav Lind er 12 år og går i 6. klasse. Når han ikke er i skole, bruger han rigtig meget af sin tid på at kigge på sin telefon. Han lægger ofte billeder op på Instagram eller ser videoer på YouTube. Men mest af alt skriver han med sine venner på Snapchat.
Han husker specielt engang, hvor han var blevet uvenner med en af sine kammerater i et online computerspil. Gustav modtog bagefter en besked på Snapchat fra kammeraten, hvor der stod en masse grimme ting. Blandt andet stod der, at Gustav ikke havde gjort noget godt for den her verden.