112-medarbejdere forlader faget. Ny undersøgelse viser, at ambulancereddere også overvejer det

Flere ambulancereddere stopper i jobbet på grund af dårlige arbejdsforhold. Ny undersøgelse viser, at der kan være flere på vej. Ekspert påpeger, at udviklingen kan føre til stress blandt redderne.

Berlingske har gennem lækkede dokumenter og udtalelser fra 30 medarbejdere afsløret, hvordan vagtcentralen i København på bare 29 døgn har mistet 2.482 opkald over en periode på tre måneder.

Altså opkald, der ikke øjeblikkeligt går igennem til en sundhedsfaglig medarbejder, der kan vejlede den, der ringer, vurdere den tilskadekomnes tilstand og ud fra det sende den rette hjælp.

Medarbejderne er stået frem, fordi de er bange for, at den forsinkede respons kan have kostet liv.

Vagtcentralchef Preben Hansen har forklaret, at de mistede opkald skyldtes en uforudset spidsbelastning efter genåbningen af samfundet i foråret 2021.

Men mandag har Berlingske afdækket, at de mistede opkald har været et decideret problem i Region Hovedstaden i minimum to et halvt år.

Det har medført, at flere medarbejdere i vagtcentralen har sagt op. Blandt andet på grund af de mistede opkald.  Samtidig overvejer over halvdelen af ambulanceredderne at sige op. Det viser en ny undersøgelse fra Reddernes Fagforening, der har fået svar fra 717 af Danmarks 3500 ambulancereddere.

Mere præcis angiver 83 procent af de adspurgte, at de overvejer at skifte til et andet erhverv. Og næsten lige så mange angiver, at deres arbejde går ud over familieliv og fritid.

Går ud over patienterne

Undersøgelsen bekymrer Reddernes Fagforening, som frygter, at det stigende pres vil gå ud over patienterne.

»Vi har længe oplevet et stigende pres. Vi kører flere og flere kørsler på en vagt. Vi får flere vagter. Nogle bliver sågar tvunget til ekstravagter, og nu er vi dér, hvor vi hører, at arbejdspresset kan gå ud over patienterne,« siger Kim Volder Hammerhøj til Beredskabsinfo.dk, som er beredskabets netavis.

Han er formand for Reddernes Fagforening og er selv ambulancebehandler samt kører ambulance fuldtid.

Derfor kalder han på hjælp fra arbejdsgiverne:

»Vi oplever alt for mange, der stopper i jobbet, fordi de har fået nok af de dårlige arbejdsforhold. Det belaster systemet endnu mere. Arbejdsgiverne bliver nødt til at gøre noget, hvis situationen skal blive bedre.«

Kan udvikle sig til stress

Og et for højt arbejdspres kan også påvirke ambulanceredderne til at udvikle stress. Det påpeger Bo Netterstrøm, som er læge, seniorforsker og ekspert i stress og kender til redderes arbejdsforhold.

»Ambulancereddere har i forvejen traumatiske vagter og skæve vagter, så derfor får de ikke restitueret ordentligt i ugens løb, og de får heller ikke plejet det sociale liv i lige så høj grad som andre. Og hvis der så oveni er ekstravagter og et yderligere pres gennem flere måneder, for at få det hele til at gå op, så er det stressen kommer op,« siger han.

Nøglen til at undgå stress er forudsigelighed i vagtplanlægningen, fremhæver han.

»Hvis det er meget uoverskueligt for den enkelte redder at vide, hvad han eller hun skal de næste måneder, slapper de ikke af, og derfor skal arbejdsgiveren planlægge langt ud i fremtiden,« siger han.

Hvis flere forlader faget, rammer det de tilbageværende, og det er aldrig godt for stressniveauet, understreger han.