Berlingske har fået adgang til en skilsmissekontrakt, der over tre sider beskriver en række betingelser for, at en kvinde kan få lov til at blive skilt fra sin mand. Berlingske har fået oversat dokumentet fra arabisk.
Berlingske kender identiteten på kvinden og de øvrige personer, der står som medunderskrivere på skilsmissekontrakten. Af hensyn til kvindens sikkerhed og mandens har vi valgt ikke at nævne deres navne. Derfor angiver vi heller ikke, hvornår skilsmissekontraktet er indgået, da det ville kunne identificere vedkommende.
På den baggrund har vi også valgt at sløre dele af kontraktens indhold.
Berlingske har ikke valgt at sløre imamens identitet. Det skyldes sagens alvor, og at der er tale om en offentlig person, der flere gange har optrådt i medierne.
Desuden har en kilde selv valgt at kontakte Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) med imamens navn.