Ny metrolinje åbner på hemmeligt tidspunkt på lørdag - og direktør opfordrer folk til at blive væk

Der bliver ingen champagne og skåltaler. Det har coronavirussen sat en stopper for. Men på lørdag åbner en ny gren af metroen i København. Og Metroselskabet administrerende direktør opfordrer de fleste til at vente med at køre med den.

Der er ikke mange passagerer i de hvide metrotog i disse dage. Men på lørdag åbner en ny gren af metroen i København som planlagt – dog uden folkefest og store taler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Da Cityringen åbnede i september i fjor, var det med folkefest, royal indvielse og borgmestertaler.

Sådan bliver det ikke på lørdag. Men ikke desto mindre, så åbner Nordhavnsmetroen som planlagt.

»Det bliver ikke markeret på nogen som helst anden måde, end at passagererne på den centrale del af Cityringen vil se, at lige pludselig står der, at hvert andet tog kører ud mod Nordhavn mod den station, der hedder Orient Kaj,« siger Metroselskabets administrerende direktør, Henrik Plougmann Olsen, og uddyber, at når man alligevel åbner metrolinjen, er det for at få flere afgange og skabe endnu bedre plads i metroen, så man mindsker risikoen for smittespredning af coronavirus.

Og coronavirus er også årsagen til, at der ikke bliver nogen fejring af metroåbningen på lørdag.

»Det altoverskyggende hensyn er nødt til at være, at vi ikke kan skabe en situation, hvor vi øger risikoen for smittespredning,« fastslår han.

Tværtimod opfordrer Metroselskabets direktør direkte til, at folk venter med at tage en udflugt til den nye metro til efter 13. april, hvor Danmark efter den regeringens nuværende anvisning åbner op igen.

Nordhavnsmetroen – eller M4 som den retteligt hedder – er med en blå linje allerede tegnet ind på de kort, som man kan se på metrostationerne. Her fremgår det, at den nye metrolinje får to nye stop på henholdsvis Nordhavn Station og Orientkaj Station, herudover kommer den til at standse på stationerne mellem Østerport og København H.

I 2024 bliver linjen forlænget i sydgående retning, så den kommer til fortsætte til Ny Ellebjerg Station – det arbejde gik man i gang med i januar i år.

GRAFIK

Her stopper Sydhavnsmetroen

Efter planen åbner den del af linje M4, der kaldes Nordhavnsmetroen, med to nye stationer i løbet af 2020. Og i 2024 åbner den gren mod Nye Ellebjerg Station, der også kaldes Sydhavnsmetroen, med fem nye stationer.

Bedre plads

De restriktioner, som myndighederne har indført for at bremse spredningen af coronavirus herhjemme, kan tydeligt ses i metroen, hvor der er blevet markant færre passagerer i de hvide tog. Metroselskabet oplyser, at der nu er cirka 15 procent af de passagerer, der var på en normal dag for nogle uger siden. Og Nordhavnsmetroen vil være med til at skabe endnu bedre plads i metroen, fortæller den administrerende direktør.

»Vi skal bidrage til at reducere risiko for smittespredning, og det gør vi ved at køre flere tog,« forklarer Henrik Ploughmann Olsen og tilføjer, at åbningen af Nordhavnsmetroen vil give omtrent dobbelt så mange afgange på den »centrale« del af Citryingen.

Hvad vil I gøre, hvis det alligevel bliver et tilløbsstykke?

»Skulle det ske, har vi det beredskab, som vi også har i den øvrige del af metroen, hvor stewards ved, hvad de skal gøre for at opfordre folk til at søge anden transport og søge andre steder hen.«

For at undgå en eventuel spidsbelastning vil Metroselskabet ikke oplyse præcis, hvornår på dagen den nye linje åbner, men det bliver »i løbet af lørdagen« forklarer Henrik Ploughmann Olsen og gentager, at han håber, at folk overvejende vil holde sig hjemme:

»Der er nogle mennesker, der har brug for, at metroen kører, så de kan komme på arbejde. Dem, der har krtitiske funktioner i samfundet. Den her er til dem, og så må vi andre vente lidt.«