»Hitlers Æselører«: Modstandsbevægelsens likvideringer

Arkivfoto: Danmarks førende modstandsmand og medlem af Frihedsrådet, socialdemokraten Frode Jakobsen, ses med frihedskæmperarmbind ved sideindgangen til Christiansborg dagen efter befrielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vittus Nielsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Omkring 400 danskere blev i årene fra 1943 og frem til nogle dage efter befrielsen i maj 1945 likvideret af modstandsbevægelsen.

Fra begyndelsen var drabene omdiskuterede og skabte stor debat. Modstandsbevægelsens egne folk selv gjorde i årene efter krigen alt for, at drabene nogensinde blev opklaret af politiet.

Det skete til stor frustration fra de likvideredes pårørende, der ikke kunne få noget nærmere at vide, hvorfor deres kære skulle dø. Modstandsbevægelsens repræsentanter som Frode Jakobsen hævdede, at drabene i næsten alle tilfælde var »en krigshandling« med det formål at forsvare modstandsbevægelsen mod stikkere, der angav sabotører til det tyske politi Gestapo.

Derfor måtte de efterladte og det genetablerede retssamfund sidenhen acceptere, at der ikke skete nogen efterforskning fra myndighedernes side.

Men hvem gav egentlig ordre til drabene? Blev der foretaget forudgående undersøgelser før dødsdommene blev udstedt eller tog de enkelte modstandsfolk selv beslutning om, hvem som skulle dø? Fandtes der i øvrigt andre motiver end modstandskamp, når nogen måtte lade livet?

Disse centrale spørgsmål behandlede forfatteren og journalisten Peter Øvig Knudsen i sin bog »Efter Drabet« for 20 år siden, hvor han også nåede at få interview med nogle af de overlevende centrale modstandsfolk, der var med til at foretage likvideringerne. Peter Øvig Knudsen er gæst i denne udgave af Hitlers Æselører.

Hør det seneste afsnit her:

Hør tidligere afsnit her: