Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Pelle Dragsted er vor tids Hugo Chavez

Bent Blüdnikow Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bigum

Danmarks Hugo Chavez

Bent Blüdnikow

Udviklingen i Venezuela har været katastrofal. Fra at være et rigt land er nationen nu havnet i total ruin. En periode med socialisme og nationaliseringer har ført landet ud i uføre og elendighed. Men det mener Enhedslisten selvfølgelig ikke. Ifølge partiet er det slet ikke Maduros, socialismens og nationaliseringernes, men USAs og onde reaktionære kræfters skyld, at det gik galt.

I Weekendavisen advarer Enhedslistens folketingsmedlem Pelle Dragsted mod faren for en amerikansk invasion. Han lægger ganske vist afstand til præsident Maduros udemokratiske metoder, men roser så til gengæld forgængeren Hugo Chavez, der »nød stor opbakning i befolkningen.«

Pelle Dragsted vil med socialisme og nationaliseringer føre Hugo Chavez’ store projekt ud i livet - ganske vist ikke i Venezuela, men i Danmark.

TV 2s parallelsamfund

Hans Hauge

Hans Hauge Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bigum.

Der fandtes da ikke »parallelsamfund« før, der kom muslimer til landet? Og eftersom det ikke er politisk korrekt at kritisere dem, så kan man jo opfinde andre. Det har TV 2, som lider af kronisk Gudsangst, gjort. De opsøger kristne sekter. De har kastet sig over stakkels Jehovas Vidner (JV), som udgør en stor trussel. De har nemlig også et parallelsamfund. De har egen domstol. Ikke sharia, nej, men det ligner. JV smider folk ud.

På den måde ligner JV vel sporten. De har også egne domstole, hvor de smider dopede udøvere ud. Doping er ikke forbudt ude i virkeligheden. Hvad med et interview med en række frafaldne cykelryttere?  Det her sker, alt imens en dansk JVer sidder i fængsel i Rusland. Det er nok hans egen skyld.

Disrupt disruption

Peter Nedergaard

Foto: Claus Bigum.

Regeringens store disruptionråd har netop afsluttet arbejdet. Det er det råd, hvor et ledende medlem mente, at disruption drejede sig om at brænde »lortet« ned hvert syvende år. Groft sagt mener modsat ikke, at det lige netop er disruption, Danmark har allermest brug for. Vi har set, hvor det gik, da man disruptede det kommunale skatteinddrivelses-system. Resultatet var tab i milliardklassen.

Vi har også erfaret, hvordan disruption af politikredsene gav tyvene frit spil lokalt. Derfor har Groft sagt et forslag: Nedsæt et anti-disruptionråd. Det skal komme med forslag til, hvordan vi hindrer politikerne i at brænde noget velfungerende ned hvert syvende år, blot fordi de gerne vil vise handlekraft.