Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.
Kinnocks egentlige talent
Eva Selsing
Der er gået 11 år siden, men vi bør ikke glemme det. I 2007 spillede eks-statsminister Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, hovedrollen i en russisk actionfilm med titlen »Haute couture dress«. Eller, som den rettelig hedder: »Платье от кутюр«. Instruktøren havde sagt, at Kinnock lignede en ung Tom Hanks, og hvem kan stå for det?
Meget vand er løbet under broen siden. Man er for eksempel blevet meget bange for russerne i de kredse, hvor Thorning-folket færdes, og Englands forestående exit fra Imperiet i Bruxelles truer også. Kinnock, som har fortsat aktør-karrieren, blot som Labour-politiker, udtalte forleden, at vi lever i farlige tider – med reference til den bøvlede Brexit.
Ja, det hele er så farligt, at selv demokratiet er blevet en trussel: »Jeg er overhovedet ikke sikker på, at en ny folkeafstemning vil give flertal for at blive i EU. Det er en af grundene til, at jeg ikke går ind for det,« som han siger.
Det er i sådanne stunder, at man skal huske på de gode minder. »Haute couture dress«, hvor Kinnock blandt andet sidder i et skumbad og taler i mobilos, er en af dem.
Lars Løkke og den øde ø
Bent Blüdnikow
Franskmændene er gode til revolutioner. I 1789 revolterede de fordi brødpriserne var for høje og kongehuset levede i sus og dus. Nu går de på gaden igen, fordi afgifterne er for høje og Macron og hans venner lever som Ludvig den 16. I Danmark stifter vi ikke revolutioner, fordi det regner for meget. I Frankrig afløstes revolutionsfantasier af henrettelser og lighedsmageriet endte til sidst med kejser Napoleon. I Danmark blev det en fredelig udvikling, som endte med grundlov, brugsforeninger og Lars Løkke Rasmussen som kejser...undskyld, statsminister.
Napoleon endte sine dage på den øde ø Sankt Helena. Der er ingen risiko for, at Lars Løkke Rasmussen ender sine dage på Lindholm, for Lars er ikke kejserlig, men såre almindelig. Og han ville nok ikke bryde sig om at være sammen med kriminelle afviste asylansøgere.
Var Fukuyama en robot?
Peter Nedergaard
Troels Heeger har interviewet Francis Fukuyama til Berlingske. Sidstnævnte siger noget, som går imod den gængse danske politiske holdning: »Både EU-Domstolen og den europæiske menneskerettighedsdomstol har udvidet rammeværket for, hvornår man kan sende flygtninge tilbage til deres hjemlande. De har gjort det mere vanskeligt at sende folk hjem.« Fukuyama siger, at det er rimeligt, at europæerne spørger sig selv: »Hvordan er vi havnet i den situation, hvor en instans, der ikke er demokratisk ansvarlig, bestemmer, hvad vi kan gøre eller ikke kan gøre?« Det, Fukuyama siger, er noget, som de såkaldte populister ofte også påstår. Så får de af Parnasset at vide, at det blot er synspunkter, som russisk styrede robotter har spredt i medierne. Derfor: Var Fukuyama i virkeligheden en robot? Kan Heeger afsløre gåden?
