Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Kun robotter kan være kritiske over for migrant-aftalen

tof jeve Eva Agnete Selsing
Foto: Claus Bigum

Robotfis

Eva Selsing

Er De kritisk over for den af Løkke netop underskrevne migrantpagt i Marrakech, og har De skrevet om det på Facebook? Så er De nok en robot. Udenrigsministeriet havde nemmerlig fået »klare indikationer« på, at internetrobotter delte facebookopslag om Marrakech-sagen, hvilket fik Lars Løkke til at udtale til DR, at det er »helt åbenlyst, at der også er nogle, der har brugt nogle kræfter på at få sat strøm til, så det her er kommet ud.« Vor liberale leder foretrækker tydeligvis, at sager, der har med massemigrationen fra Afrika og Mellemøsten at gøre, hemmeligholdes for befolkningen. Heldigvis har han fundet robotternes motiv: »Der, hvor man skal være påpasselig, det er selvfølgelig, hvis nogen, der i virkeligheden ikke har noget med vores egen debat at gøre, engagerer sig i den med det motiv at hvirvle støv og ballade op og sætte skel ind mellem for eksempel politikere og befolkninger, siger Løkke.«

Det kan kun være udenlandske kræfter, der er ude på at ødelægge den for Europa så gavnlige indvandring. Og ved De også hvad? Forleden kunne man læse, at kulde fra Rusland blæser hen over Danmark. Tilfældigt? Næppe.

Tilbage, tilbage, tilbage!

Niels Jespersen

Foto: Claus Bigum.

Fremad, fremad, fremad! messede Morten Østergaard begejstret efter valget af Emmanuel Macron. Han der med sin »En marche«-bevægelse præsterede alt det, de Radikales formand ikke selv kan. Kort tid efter tog Østergaard på en af sine rejser til virkeligheden, for at studere hemmeligheden bag Macrons succes.

Groft Sagt kunne godt have sparet Østergaard den tur og fortalt ham, at Macron vandt, fordi modkandidaten hed Marine Le Pen. Stiller Østergaard op mod Pernille Vermund alene, har han måske en chance. Måske.

Til gengæld samler Groft Sagt gerne ind til en ny studietur. Så kan Østergaard komme ned og besøge De gule veste og se, hvordan folk reagerer, når de Radikale får deres vilje og fører en politik der kun gavner dem, der i forvejen vinder på globaliseringen.

Pamperi på klasse A

Peter Nedergaard

Foto: Claus Bigum Claus Bigum.

Michael Valentin er nu bortvist som direktør for Akademikernes A-kasse. Søer af vinindkøb. Eksotiske »tjenesterejser«. Opgaveuddeling og ansættelse af vennerne. Sponsering af egeninteresser. Masseflugt af ledere. Sagen er blot, at hele ledelseslaget og bestyrelsen i A-kassen efter medierapporteringen at dømme har været helt eller delvis vidende om tingenes tilstand og den tvivlsomme anvendelse af medlemmernes kontingentkroner.

Groft sagt ser gerne, at de ryges ud af deres huller, således at de kan komme til at stå til ansvar for deres inaktivitet. Uagtsomhed fritager som bekendt ikke for ansvar ifølge almindelig dansk ret.