Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Kristian Jensen trækker atter gummisværdet

Søren Pind. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Manden med gummisværdet

Søren Pind

Læserne vil huske, at Venstres hovedbestyrelsesmøde i Odense 3. juni 2014 af de sammensvorne dengang bagefter blev udlagt som kærlighed til Venstre.

Kristian Jensen har atter similiheroisk trukket gummisværdet af skeden og bærer kærlighedens hjerter på sit skjold: Med bemærkelsesværdig timing ærgrer han sig over, at han ikke selv blev orienteret om den daværende statsministers forslag om en SV- regering - mens det åbenlyse spørgsmål om, hvorfor han som gruppeformand i stedet for at udbasunere dette til offentligheden ikke afventer sit eget sommergruppemøde dagen efter og en drøftelse, der ikke blev stillet.

Mon ikke Venstres landsformand sidder og tænker, at den gamle Venstre-sparsommelighed også godt kunne omfatte disse kærlighedserklæringer... Sidst Groft sagt så en gruppeformand agere sådan, var det Hans Engell. Det gik også derefter.

I er gennemskuet

Niels Jespersen

Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

DF vil ikke længere betingelsesløst pege på en V-formand som partiets foretrukne statsministerkandidat. Fremover vil udpegningen blive gjort betinget af politiske krav, der skal opfyldes, oplyser Kristian Thulesen Dahl på partiets sommergruppemøde der bød på hug til højre og venstre og absolut nul selvrefleksion over DFs katastrofale valgresultat.

Udmeldingen får Groft sagt til at spærre øjnene op i forstilt forbløffelse og anlægge den mest sarkastiske tone når vi troskyldigt spørger DF-høvdingen om, hvad han ellers har tænkt sig at gøre? Hvis han ikke vil pege på Løkke, hvem er så hans statsministerkandidat?

Groft sagt ved selvfølgeligt godt, at der er tale om bluff - akkurat som da de røde partier satte betingelser for deres støtte til Mette Frederiksen. Den slags er effektivt til at kapre et par overskrifter i medierne, men vi har for længst gennemskuet manøvren.

En frisk start

Lars Møller

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Michael Høegh er ansat på udrejsecenter Sjælsmark og har kvajet sig. Han er kommet til at sige, at billedet af udrejsecenter Sjælsmark er grimt og langt væk fra sandheden, ligesom han mener, at en flytning af børn og deres familier ikke vil ændre det grundlæggende problem: Der er tale om afviste asylansøgere, der ikke har krav på at være i Danmark.

Generalsekretær Anders Ladekarl fra Røde Kors er enig i, at en flytning ikke vil ændre på de grundlæggende forhold, men der er brug for en frisk begyndelse på et nyt udrejsecenter med forbedrede forhold.

Groft sagt formoder, at Michael har fået ordre på at holde mund, hvis han fortsat vil være ansat. Der er ikke behov for kendsgerninger i den politiske sump, når man nu gerne vil investere i et nyt udrejsecenter. Det er omvendt symbolpolitik.