Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Hov, muslimske lande har også indført burkaforbud

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Forbud mod burka i muslimske lande

Peter Nedergaard

For godt et år siden indførte den daværende regering med støtte fra Socialdemokratiet et forbud mod at tildække sig med burka og niqab. Forbuddet blev af nogle set som udtryk for islamofobi. Den fransk-algeriske rigmand, Rachid Nekkaz, arriverede derfor i Danmark, hvor han tilbød at betale alle bøder for at bære burka og niqab.

Nu viser det sig, at et forbud mod burka og niqab også er indført i mange – muslimske – lande. Tunesien er det seneste land, som har indført forbuddet. Marokko har forbudt salg og produktion af burkaer. Syd for Sahara indførte Tchad i 2015 et forbud mod burka og niqab. Siden har også Cameroun og Senegal bebudet forbud i specifikke områder af landene. Danske kritikere af forbuddet burde nok have været mere internationalt orienteret.

Hjem til Tyskland

Jarl Cordua

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Præsident Donald Trump har endnu en gang givet efter for sine laveste instinkter, hvor fire farvede kvindelige kongresmedlemmer fra det Demokratiske partis venstrefløj har fået at vide af Vestens leder, at de skal tage hjem, hvor de kommer fra. »It’s America – love it or leave it«, som det hedder på den amerikanske højrefløj – også selv om tre af de fire kvinder er født i USA.

Det er Trump også, men han har ellers ikke selv dybe rødder i landet. Hans mor var fra Skotland, og begge farens forældre kom fra Tyskland. To ud af – foreløbig – tre af Trumps koner er indvandrere fra henholdsvis Tjekkoslovakiet og Slovenien. Det er faktisk ikke til at opdrive en ægte amerikaner i Trumps familie ud fra hans egen målestok. Trump kunne passende følge egen opfordring og tage »hjem« til Tyskland. Hvis de ellers ville lukke ham ind. Groft Sagt ønsker god tur hjem!

Man har et standpunkt

Lars Møller

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Tidligere statsminister Jens Otto Krag (S) præsenterede i sin tid befolkningen for en ændring: Man har et standpunkt til man tager et nyt. Det var egentlig vise ord, men gav ikke megen ros.

Groft sagt kan afsløre, at den socialdemokratiske regering kopierer sin berømte forgænger. Da partiet for nylig var i opposition, udtrykte daværende miljøordfører Christian Rabjerg Madsen flere gange utilfredshed med, at VLAK-regeringen gav Miljøstyrelsen mulighed for at uddele dispensation til sprøjtemidler, der skader biers nervesystemer.

Man skulle tro, at den nyudnævnte miljøminister Lea Wermelin (S) omgående ville gøre noget ved sagen, men det lader ikke til at være tilfældet. I stedet lader hun Miljøstyrelsen føre en stram praksis. Det giver nok ikke megen ros.